Naalakkersuisut henter inspiration fra Færøerne om vejen mod selvstændighed

Suka Savalimmiuni Naalakkersuisoq for Selvstændighed, Natur, Miljø og Landbrug Suka K. Frederiksen besøger i denne uge Færøerne. Formålet med turen er at høre om Færøernes erfaringer med at bevæge sig mod selvstændighed, særligt arbejdet med en forfatning for Færøerne.

Færøsk forfatning på trapperne
Tirsdag mødtes Naalakkersuisoq med den færøske lagmand Aksel V. Johannesen, der orienterede om status på arbejdet med en ny forfatning for Færøerne. Det forventes, at færingerne skal til folkeafstemning om en ny forfatning i 2017.

Naalakkersuisoq for Selvstændighed, Natur, Miljø og Landbrug Suka K. Frederiksen udtaler:
”Jeg mener, det er helt oplagt, at Færøerne og Grønland udveksler erfaringer i forhold til, hvordan landene skridt for skridt nærmer sig selvstændighed. Helt konkret kan vi have stor gavn af at kende Færøernes erfaringer med at skrive et udkast til forfatning, nu hvor vi nedsætter en forfatningskommission i Grønland. Det har været et meget frugtbart møde med den færøske lagmand, og jeg ser frem til et fortsat tæt samarbejde på dette område.”

Egen produktion af mejeriprodukter
Selvstændighed handler også om selvforsyning. Som en del af programmet besøger Naalakkersuisoq derfor det færøske mejeri MBM. Færingerne har gode erfaringer med egen produktion af mejeriprodukter, hvilket er interessant for Naalakkersuisut, der arbejder for at fremme Grønlands selvforsyning med landbrugsprodukter.

Samarbejde på miljø- og klimaområdet
Der bliver også anledning til at drøfte samarbejdet mellem Færøerne og Grønland på miljø- og klimaområdet. Torsdag mødes Naalakkersuisoq således med den færøske indenrigs- og sundhedsminister Sirið Stenberg.


For yderligere information kontakt afdelingschef Camilla Østbirk, caos@nanoq.gl / tlf. 346019, eller ministersekretær Naasunnguaq Olsen, nasu@nanoq.gl / tlf. 345414.