Maligassiuisut Show

Idrættens og sundhedens forbilleder hyldes af Grønlands Idrætsforbund, Departementet for Sundhed og Elite Sport Greenland

Den 3. december 2016 afholder Grønlands Idrætsforbund og Departementet for Sundhed ”Maligassiuisut Show”, hvor vi – som navnet antyder – hylder sundhedens og idrættens forbilleder og ildsjæle for deres markante arbejde og indsatser.

Vi kårer samtidig de bedste initiativer til at fremme fysisk aktivitet på arbejdspladsen, i skolen og i samfundet. Initiativer, som kan være til inspiration for andre, som vil arbejde med at sætte fysisk aktivitet på dagsordenen.

Hvorfor er det vigtigt at hylde menneskene og stederne, der er med til at skabe nye og bedre vilkår for idræt og sundhed? Til prisuddelingen er det et mål at anerkende disse forbilleders daglige arbejde for sundhed og idræt og opfordre til videre udvikling af idrættens nøglepersoner – såsom trænere og ledere – og ”ambassadørerne” for fysisk aktivitet blandt skoler, arbejdspladser og i samfundet.

Disse nøglepersoner og ambassadører er både kilder til inspiration og motivation, og til ”Maligassiuisut Show” vil de være i centrum og blive hædret for de store indsatser, de bidrager med.

Det er rigtig vigtigt at anerkende det store arbejde, der bliver udført af de frivillige ildsjæle. De er i den grad med til at løfte vores trivsel og sundhed. Det er også vigtigt at fortælle de gode historier, og at fremhæve gode initiativer, fordi det kan give andre inspiration til arbejdet med at fremme fysisk aktivitet”, siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Agathe Fontain.

”Maligassiuisut Show” bliver sendt direkte på KNR TV fra 19.00-20.30, så hele landet har mulighed for at følge med i og opleve begivenheden, se de nominerede og vinderne og ”mærke” stemningen og glæden. Bandet INUK står for musikken, mens der under showet også vil være underholdning og konkurrence.

I løbet af aftenen bliver Grønlands elitepræstationer ligeledes hædret af Elite Sport Greenland, der overrækker prisen for ”Årets præstation” og hædrer endnu en person eller et hold for en enestående indsats med ”Hall of Fame” – derved bliver alle dele af samfundet – der vedrører fysisk aktivitet – berørt og fejret til ”Maligassiuisut Show”.

Vi ser frem til en aften i idrættens og sundhedens tegn, hvor alle er velkomne – i Hans Lynge Salen i Katuaq (der kan købes billetter via deres hjemmeside) eller gennem tv’ets sendeflade. På gensyn!