Anerkendelse af besætningen på Knud Rasmussen

Besætningen på Forsvarets skib Knud Rasmussen hædres i dag d. 9. november på grund af deres heltemodige indsats d. 21. februar 2016, da det canadiske fiskeskib Saputi ramte havis og tog vand ind.

Opgaven viste sig at være ud over det sædvanlige, da Saputi og besætningen var i direkte fare, bl.a. fordi at Saputi havde taget så meget vand ind, at der var fare for kæntring. Dårligt vejr og store bølger besværligjorde opgaven yderligere.

Naalakkersuisoq for Selvstændighed, Natur, Miljø og Landbrug Suka K. Frederiksen, som også er ressortansvarlig for beredskab, udtaler i forbindelse med dagens reception til markering af besætningens flotte indsats:

”Besætningen på Knud Rasmussen, anført af orlogskaptajn Lars Povl Jensen, udførte en eksemplarisk og heltemodig indsats for at redde Saputis besætning og skibet.

Jeg vil hermed anerkende denne indsats og den betydning den havde for den ca. 30 mand store besætning ombord på Saputi, som alle slap godt fra episoden.”

For yderligere information kontakt Afdelingschef Karen Anne Arleth, knar@nanoq.gl, tlf. 345465.