Ikke belæg for påstand om øget eller unødig tvang i psykiatrien

Doris Jakobsen

Af Naalakkersuisoq for Sundhed, Doris Jakobsen

Landslægeembedet har netop færdiggjort og afleveret en undersøgelse af tvang i psykiatrien. Til min store glæde viser undersøgelsen, at tvangsindlæggelse af psykiatriske patienter kun sker, når det er nødvendigt af hensyn til patienten selv, eller hvis vedkommende er til fare for andre.

Undergravende kritik
Baggrunden for, at jeg her i foråret bad landslægen belyse omstændighederne omkring tvangsindlæggelser på Psykiatrisk afdeling A1, var kritisk omtale i pressen. Kritikken gik på, at et stort og stigende antal patienter uden rimelig grund blev tvangsindlagt på afdelingen. En så alvorlig og undergravende kritik kunne jeg naturligvis ikke sidde overhørig.

Nu hvor undersøgelsen er færdig, er det derfor vigtigt for mig at kunne fortælle, at der ifølge landslægens indsamlede oplysninger, ikke er grundlag for denne alvorlige kritik.

Mangelfuld rapportering
Når det er sagt, må jeg dog medgive, at det til en vis grad er forståeligt, at kritikken er blevet rejst.

For ifølge A1s egne opgivelser til Landslægeembedet får man det indtryk, at antallet af tvangsindlæggelser pludselig steg voldsomt fra 18 tvangsindlæggelser i 2013 til 50 i 2015. Men tallene er efter alt at dømme ikke korrekte, eftersom politiet, der også registrerer tvangsindlæggelser, har registreret 36 tvangsindlæggelser i 2013.

Det tyder på, at det ikke er alle tvangsindlæggelser i 2013 der er blevet indberettet fra sundhedsvæsenet til landslægen, som de ellers burde være blevet. Det skal jeg være den første til at beklage.

Landslægen vurderer, at den mangelfulde indrapportering muligvis kan skyldes, at der var usikkerhed omkring rapporteringen i forbindelse med introduktionen af den nye psykiatrilov, der trådte i kraft 1. juli 2013.

På baggrund af tal fra politiet og fra landslægens egne registreringer, når landslægen frem til, at der ikke er sket nogen væsentlig stigning i antallet af tvangsindlæggelser i løbet af de seneste år. Der er variation fra år til år, men gennem en årrække har der konstant været et forholdsvist højt antal tvangsindlæggelser - i gennemsnit 42 om året i perioden fra 2010 til 2015.
Det er naturligvis kritisabelt, at der før 2015 – specielt i 2012 og 2013 - har været en betydelig underrapportering af tvangsindlæggelser på afdeling A1. Det er der rettet op på, og jeg ved, at sundhedsvæsenet har særlig fokus på registreringen af frihedsberøvelse.

Forbedret psykiatrisk tilbud på kysten

En af rapportens glædelige konklusioner er, at personalet i samtlige sundhedsregioner vurderer, at samarbejdet med psykiatrisk afdeling A1 i Nuuk er blevet væsentligt forbedret i løbet af det sidste 1½ til 2 år. Blandt andet på grund af brugen af telemedicin, hvor borgere uden for Nuuk har adgang til at tale med en psykiater via telemedicin. For fagpersonalet gør brugen af telemedicin det nemmere at diskutere behandlingen af psykiatriske patienter med specialisterne i Nuuk. Det betyder, at psykiatriske patienter på kysten får et bedre behandlingstilbud end tidligere, og at ventetiden for henviste patienter er ganske kort.

Misbrug og tvangsindlæggelse
Hver anden af de borgere, der bliver tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling, er ifølge undersøgelsen misbrugere - ofte unge, der får en psykose, som kan være udløst af deres hashmisbrug. Det bekræfter mig i, at Naalakkersuisut er på rette spor, når vi sætter flere ressourcer af til at bekæmpe det store misbrug af rusmidler i vores samfund. Vejen til mindre tvang i psykiatrien går formentlig via mindre misbrug.

Selvmordstanker og trusler om selvmord er en anden meget hyppig årsag til tvangsindlæggelser. Arbejdet med at nedbringe antallet af tvangsindlæggelser, hænger derfor i høj grad sammen med arbejdet for at forebygge selvmord, og her er vi som samfund nødt til at have fokus på de bagvedliggende årsager til selvmord og selvmordsforsøg.

Sprog og kultur
Det fremgår ikke af journalerne eller spørgeskemaundersøgelsen, at der har været store sprogproblemer, der har haft betydning i forbindelse med, at patienter er blevet tvangsindlagt. Men alt andet lige er det en fordel for en psykiatrisk patient at kunne diskutere psykiske forhold med en sundhedsfaglig medarbejder, der har samme kulturelle og sproglige baggrund. Her anbefaler landslægen, at udvalgte tolke og bygdesundhedsarbejdere efteruddannes indenfor det psykiatriske område.

Gavnlig undersøgelse
Kritikken, som i foråret blev rejst i pressen, var efter min mening urimelig. Men jeg er glad for, at Landslægeembedet har undersøgt omstændighederne omkring tvangsindlæggelser. Det er alvorligt at frihedsberøve et menneske, og derfor må der ikke herske tvivl om, at loven bliver fulgt. Det har vist sig, at der er forhold, der kræver mere opmærksomhed, og at der er områder, hvor vi skal styrke indsatsen til gavn for patienter, der bliver ramt af psykisk sygdom.

Rapporten er offentlig tilgængelig og kan læses på Peqqik.gl

Inussiarnersumik inuulluaqqusillunga
Med venlig hilsen


Doris Jakobsen