Nye Servicekontrakter

Naalakkersuisut har færdigforhandlet de nye servicekontrakter for passagerbefordring.
De nye servicekontrakter træder i kraft 1. januar 2017

Naalakkersuisut har færdigforhandlet de nye servicekontrakter for passagerbefordring.

De nye servicekontrakter træder i kraft 1. januar 2017

Servicekontrakterne er forhandlet på plads indenfor det af Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalgs udstedte forhandlingsmandat. Kontrakterne har været i høring ved Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg, der har afgivet positivt høringssvar.

Der indgås aftaler med Air Greenland, Disko Line og Norlandair.

Det har været afgørende for Naalakkersuisut at forhandle nye servicekontrakter på plads indenfor den på Finansloven afsatte ramme på 121,4 mio. kr. pr. år. Da det endvidere har været vigtigt for Naalakkersuisut at fastholde børne- og pensionistrabatter, er rammen med Finans- og Skatteudvalgets godkendelse imidlertid udvidet til 123,3 mio. kr. pr. år.

Vedhæftet findes en nærmere beskrivelse af de valgte løsninger.

Naalakkersuisoq for Bolig, Byggeri og Infrastruktur Knud Kristiansen udtaler:

”Det er en stor glæde at kunne meddele, at godt og konstruktivt forhandlingsforløb nu har båret frugt. Jeg er rigtig godt tilfreds med resultatet, som afspejler Naalakkersuisuts ønske om mest mulig trafik for pengene, høj kvalitet i trafikbetjeningen og en god balance mellem billetpriser, servicekontraktbidrag, høj leveringssikkerhed og sammenhæng i trafiksystemet.

Med de valgte løsninger har jeg fokuseret på at omsætte de ønsker og forventninger, jeg løbende modtager fra brugerne af trafiksystemet – borgerne, de erhvervsrejsende og turisterne. Særligt har jeg selvfølgelig lagt stor vægt på at imødekomme og realisere de ønsker, som jeg har modtaget gennem den særdeles værdifulde og positive dialog, jeg har haft med alle landets kommuner.

Jeg er på den baggrund glad for, at vi efter 10 år med de nuværende servicekontrakter, langt om længe har kunnet forhandle og indgå nye kontrakter, der afspejler en lang række af de ønsker, vi igennem årene har haft til justeringer.

Jeg hæfter mig særligt ved de fordele, de kombinerede transportmuligheder giver i Sydgrønland, hvor udfordringer med vejrbetinget irregularitet imødegås med muligheden for fleksibilitet mellem skibs- og helikoptertransport.”

Naalakkersuisoq Knud Kristiansen udtaler videre:

”Igennem forhandlingsforløbet er jeg blevet præsenteret for en lang række gode modeller for trafikbetjening af vores land, hvor flere operatører har bidraget særdeles positivt med værdifulde løsningsbeskrivelser og tilbud. Jeg vil derfor rette en stor tak til alle de bydende operatører, der har deltaget under udbuds- og forhandlingsprocessen.”

For yderligere oplysninger kontakt: Afdelingschef Andreas Østbirk, mobil: +299 483166, eller pr. e-mail: aost@nanoq.gl

Du kan også hente baggrundsoplysninger ved at klikke her: (PDF)