Præcisering af pressemeddelelse vedrørende havn i Kangerlussuaq

Kangerlussuaq

Qeqqata Kommunia har i en pressemeddelelse af 25. august 2016 vedrørende etablering af en ny havn i Kangerlussuaq oplyst, at Naalakkersuisut og kommunen er enige om, at Kangerlussuaq havn skal etableres hurtigst muligt, og at Naalakkersuisut vil indarbejde en bevilling på 50 mio. kr. i Finansloven for 2017 til opførelse af havnen.

Formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen skal i den anledning præcisere, at Naalakkersuisut på et møde i Sisimiut den 18. august 2016 meddelte, at Naalakkersuisut deler opfattelsen af, at en havn som kan modtage krydstogtskibe i Kangerlussuaq, vil være et godt bidrag til udviklingen af turismen i Grønland.

Derfor er Naalakkersuisut i færd med at udvikle et projekt for en ny havn i Kangerlussuaq, med det formål at projektet kan indgå i de politiske forhandlinger i Inatsisartut om finansloven for næste år.

Parterne enedes om, at man i samarbejde vil arrangere et seminar om Kangerlussuaq inden udgangen af året, som skal se på de forskellige fremtidsperspektiver for Kangerlussuaq.

Naalakkersuisut ser frem til en uddybende debat om dette vigtige emne, hvorfor vi håber at kunne invitere en række interessenter og aktører til seminaret, herunder repræsentanter for lokalbefolkningen i Kangerlussuaq. Seminaret bliver arrangeret af Naalakkersuisut og Qeqqata Kommunia i fællesskab.

Kim Kielsen

 

For yderligere oplysninger kontakt informationschef Paornánguaq Kleist på telefon +299 34 50 00 eller e-mail paok@nanoq.gl.