Madglæde og sundhed i børnehøjde

Børnene i Nuuk kan se frem til en hel dag fuld af sjove og lærerige aktiviteter med fokus på madglæde og sundhed. Sæt kryds i kalenderen den 17. september, hvor Departementet for Sundhed og en lang række virksomheder, institutioner og foreninger afholder Mamartut Festival.

-”Der er lagt op til en spændende festival for børn, som tager udgangspunkt i madglæde og sundhed. Det allervigtigste kostråd er at spise varieret. Derfor vil vi gerne skærpe børns nysgerrighed i forhold til mad og sundhed. Vi vil give dem lysten og modet til at smage mange forskellige madvarer”, siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Doris Jakobsen og fortsætter:

-”Ved Mamartut Festival får børnene mulighed for at lære om sund mad gennem sjove aktiviteter. Børnene vil få viden om de råvarer, vi har i landet med særlig fokus på fisk. Fisk er en fantastisk og sund råvare, og rådet til befolkningen er at komme fisk på middagsbordet så ofte som muligt.”

Afholdelsen af Mamartut Festival er en del af markeringen af folkesundhedsprogrammet Inuuneritta II’s indsatsår for kost, som har fået overskriften ”Børn og kost”. Det er målet at skabe et koncept for festivalen, så den kan blive en tilbagevendende begivenhed, som kan gennemføres i hele landet.

Her og nu lyder opfordringen fra Departementet for Sundhed til børnene i Nuuk: ”Kom og bliv klogere på den mad du spiser, få nye smagsoplevelser og ha’ en sjov dag sammen med dine venner og familie.”

Læs mere om Mamartut Festival på Peqqik.gl eller følg festivalen på: Facebook/mamartutfestival

For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Rosa Thorsen på mobil: +299 55 33 03 eller e-mail: rosat@nanoq.gl