Sund gave til de yngste elever

Skoletasken er pakket. For nogle elever for allerførste gang. Forventningerne til første skoledag er store. I anledning af indsatsåret for kost har Naalakkersuisoq for Sundhed, Doris Jakobsen valgt at give alle elever på yngstetrinnet en sund gave i forbindelse med skolestart.

- ”I indsatsåret for kost sætter vi fokus på de 10 kostråd. Et af rådende handler om, hvad vi bør drikke. Her er anbefalingen helt klar: Drik vand - drik mindre saft og sodavand,” siger Naalakkersuisoq for Sundhed Doris Jakobsen og fortsætter:

-”Alle elever på yngstetrinnet får en gave ved skolestart i form af en drikkedunk til vand. Jeg håber, eleverne bliver glade for drikkedunken, og at den får en fast plads i skoletasken. Ernærings- og Motionsrådet anbefaler, at vi nyder det kolde vand fra elven og hanen og kun drikker søde drikke som saft og sodavand ved særlige lejligheder. Det budskab vil vi gerne udbrede til børnene og deres forældre.”  

Fra den seneste befolkningsundersøgelse ved vi, at ca. en tredjedel af den voksne befolkning drikker sodavand og saft hver dag. Blandt børn ses et markant fald i andelen, der drikker sodavand med sukker hver dag fra 34 % i 2010 til 14 % i 2014. I undersøgelsen er børnene dog ikke blevet spurgt, om de drikker sød saft eller andre læskedrikke med et højt sukkerindhold.

2016 er udnævnt til indsatsår for kost i folkesundhedsprogrammet Inuuneritta II. Det vi spiser og drikker har stor betydning for vores sundhed og velbefindende, og de sunde vaner grundlægges bedst i barndommen. Under overskriften ”Børn og kost” vil der i løbet af året blive sat ekstra fokus på vores kost med en række tiltag, der især retter sig mod familierne og direkte mod børn.

Læs mere om Inuuneritta II og målene på kostområdet på www.peqqik.gl

For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Rosa Thorsen på mobil: +299 55 33 03 eller e-mail: rosat@nanoq.gl