Stort fremmøde til borgermøder i Tasiilaq

Forsamlingshusene i Tasiilaq og Sermiligaaq var fyldt til sidste plads, da tre medlemmer af Naalakkersuisut var forbi den sydlige del af Østgrønland. Medlemmerne var Formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, Naalakkersuisoq for Finanser og Råstoffer, Randi Vestergaard Evaldsen og Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke, Nivi Olsen.

De fremmødte kom ikke kun til borgermøderne for at lytte. Der var mange konkrete spørgsmål til de enkelte medlemmer af Naalakkersuisut, som borgerne ønskede at få svar på. Variationen af spørgsmål var stor. Det drejede sig bl.a. om forholdene for fiskerne, kvoter for narhvaler, udviklingen af lokalområdet, lokaldemokrati og de mange sociale sager, der vedrører børn. Særligt det sidste fyldte en del til borgermødet i Tasiilaq.

”Som formand for Naalakkersuisut er det vigtigt for mig at udnytte tiden til at mødes med borgerne rundt om i landet, i borgernes egne omgivelser og med udgangspunkt i livet og hverdagen lokalt”, fortæller Kim Kielsen og understreger vigtigheden af, at borgernes bekymringer og gode råd bliver noteret og indgår i det politiske arbejde. Tasiilaq var i den sammenhæng ingen undtagelse. Kim Kielsen fortsætter:

Borgernes mange spørgsmål vidner om, at der er en stor interesse fra lokalbefolkningens side i at tale om problemerne og finde gode løsninger. Jeg er meget glad for den store interesse, der var ved borgermøderne i både Tasiilaq og Sermiligaaq.” 

Naalakkersuisoq for Finanser og Råstoffer, Randi Vestergaard Evaldsen, er enig og tilføjer:

Det var rart at iagttage ved selvsyn, at trods områdets sociale udfordringer, så er der muligheder for at udvikle området. Det drejer sig ikke mindst inden for turismen. Området er virkelig unikt. Det skal udnyttes.”

Den samme holdning indtager Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke, Nivi Olsen, og supplerer:

”De udfordringer, vi oplever inden for undervisningsområdet og det sociale område, skal forfølges. Men når det er sagt, er det også vigtigt at få slået fast, at både det lokale samfund og den enkelte familie også skal bidrage med deres indsats. Det er et bredt samarbejde, der skal til, hvis problemerne skal løses. Det er et langt sejt træk, der er brug for”.

Når Naalakkersuisut deltager ved borgermøder, er det magtpåliggende for Naalakkersuisut, at alle borgere, der har et spørgsmål til Naalakkersuisut, får svar på deres spørgsmål. I Tasiilaq sluttede borgermødet først ved midnat, da mange ønskede at stille spørgsmål til de tre medlemmer af Naalakkersuisut. Antallet af deltagere i Tasiilaq var lidt over hundrede. I Sermiligaaq var fremmødet cirka 40 personer.

Medlemmerne af Naalakkersuisut var i Tasiilaq, Sermiligaaq og Kulusuk i perioden fra den 27. til 30. juli.

 

Kontakt:         Afdelingschef, Martha Abelsen, Formandens Departement, telefon: 345111.

                     Pressekoordinator, Martin Christiansen, Finansdepartementet, telefon: 345651.

                     Ministersekretær Eqaluk Høegh, Departementet for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke, telefon: 345702