Qaasuitsup Kommunia fri af skærpet tilsyn

Qaasuitsup Kommunias økonomi har det bedre end forventet. Derfor er Qaasuitsup Kommunia og Grønlands Selvstyre blevet enige om at ophæve kommunens skærpede tilsyn fra den 24. juni 2016. Det skærpede tilsyn af Qaasuitsup Kommunias øknomi begyndte i april 2015.

Baggrunden for det skærpede tilsyn skyldtes et ønske fra Qaasuitsup Kommunia om at få forlænget deres gældsaftale til Selvstyret i 2015.

I 2009 indgik Qaasuitsup Kommuniat efter Selvstyrets godkendelse et kassekreditlån fra Grønlandsbanken – et lån, som skulle være tilbagebetalt i 2015. I 2015 ønskede Qaasuitsup Kommunia at udskyde tilbagebetalingen af deres gæld på grund af kommunens dårlige økonomi. Som en del af aftalen med Selvstyret blev kommunen underlagt skærpet tilsyn af deres økonomi.

”I en tid hvor behovet for store investeringer trænger sig på i kommunen er det mig en glæde at kunne meddele, at kommunen nu er fritaget for Selvstyrets skærpede tilsyn. Dette skyldes, at kommunen har fået styr på sin økonomi gennem stram økonomistyring, harmonisering samt øgede indtægter”, siger Ole Dorph, borgmester i Qaasuitsup Kommunia.

”Det er glædeligt, at kommunen har fået styr på deres økonomi, så de nu kan afvikle deres gæld hurtigere end forventet”, siger en tilfreds Randi Vestergaard Evaldsen, Naalakkersuisoq for Finanser og Råstoffer, og fortsætter:

”For nogle år tilbage var tre kommuner underlagt skærpet tilsyn. Nu er der ingen. Det viser, at skærpet tilsyn virker. Og det er en glædelig udvikling”.

I forhold til en potentiel opdeling af Qaasuitsup Kommunia i flere enheder, er det glædeligt, at kommunen fremstår økonomisk robust.

Med venlig hilsen

Ole Dorph  Randi Vestergaard Evaldsen 
Borgmester, Qaasuitsup Kommunia
Naalakkersuisoq for Finanser og Råstoffer
 

Kontakt: Pressekoordinator Martin Christiansen på mobiltelefon – 221533.

Kontakt: Hans Eriksen, Administrerende direktør, Qaasuitsup Kommunia mobil 544964