Kulturpris til Siiva Fleischer og Opmuntringspris til Sørine Steenholdt

Den Grønlandske Kulturpris er i år gået til musikeren Siiva Fleischer, mens forfatteren Sørine Steenholdt blev den første modtager af den nystiftede Naalakkersuisuts Opmuntringspris. Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke, Nivi Olsen, stod for overrækkelsen af de to priser i Katuaq, Grønlands Kulturhus, på Nationaldagen d. 21. juni.

Om Siiva Fleischer sagde Nivi Olsen blandt andet:

"Med sin karakteristiske stemme betragtes han som en af de bedste sangere i Grønland.  Hans tekster handler primært om hverdagslivet, og lader det være op til lytteren selv at fortolke dem. Flere af hans tekster handler også om at overkomme forskelle og uoverensstemmelser imellem mennesker, og dermed sætte en ny kurs for fremtiden. Temaerne i teksterne handler ofte om forholdene i Grønland, kærligheden til livet og om ikke at være bange for forhindringer. Velskrevne, smukke sange og melodier, som lytterne elsker og beundrer.”

Om Sørine Steenholdt sagde Nivi Olsen blandt andet:

”Med sin debutudgivelse viser Sørine Steenholdt, at hun formår at bruge litteraturen til at beskrive sine oplevelser fra den virkelige verden og overføre dem til fiktion. Med sin bogudgivelse tager hun fat om og beskriver samfundskritiske emner, såsom vold, alkoholmisbrug og omsorgssvigt af børn, og hun viser os, hvad samfundets skyggesider har af konsekvenser – især for børnene.”

Naalakkersuisut stiftede Den Grønlandske Kulturpris i 1982. Den uddeles sammen med 50.000 kr. til en eller flere personer eller organisationer, der har ydet en ekstraordinær indsats for det kulturelle liv. Prisen uddeles hvert år på Nationaldagen, den 21. juni.

Naalakkersuisuts Opmuntringspris på 10.000 kr. er nystiftet og blev uddelt for første gang i år. Den vil fremover blive uddelt årligt til et ungt talent i forbindelse med Kulturprisen.

 

For yderligere oplysninger kontakt: AC Fuldmægtig Pia Lynge 345706