Naalakkersuisut byder USA’s udenrigsminister John Kerry velkommen

Den 17. juni er Naalakkersuisut sammen med den danske regering værter for et besøg af USA’s udenrigsminister John Kerry i Grønland. John Kerry er dagen inden besøget i Danmark, hvor han mødes med statsminister Lars Løkke Rasmussen og udenrigsminister Kristian Jensen.

Besøget til Grønland har været forberedt i fællesskab af Medlem af Naalakkersuisut Vittus Qujaukitsoq og Danmarks udenrigsminister Kristian Jensen. Besøget bekræfter, hvor centralt Arktis og dermed Grønland står i den globale dagsorden.

Besøget i Grønland kommer til at finde sted i Ilulissat, og har særligt fokus på klimaforandringer og de udfordringer, som klimaforandringerne stiller Grønland overfor. Derudover forventes de politiske drøftelser at komme ind på USA’s formandskabsprogram i Arktisk Råd. Forsvarssamarbejdet med USA vedrørende Grønland (Thule Air Base) vil også blive rejst på mødet med John Kerry.

Medlem af Naalakkersuisut med ansvar for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel og Udenrigsanliggender har tidligere mødtes med John Kerry – forbindelse med ministermødet i Arktisk Råd i Iqaluit i april 2015 og på USA’s GLACIER ministermøde i Anchorage den 30. august 2015, hvor muligheden for et besøg til Grønland har været drøftet.

Formanden for Naalakkersuisut udtaler:

”Jeg ser meget frem til at byde John Kerry velkommen i Grønland.

Det er et vigtigt besøg, som vil medvirke til at øge kendskabet til Grønland, især i den amerikanske offentlighed. Den opmærksomhed, som følger med et sådant besøg, er vigtig i forhold til at markedsføre vores land, tiltrække investeringer og turister, og i det hele taget fremme vores positive relationer til USA.”

Medlem af Naalakkersuisut for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel og Udenrigsanliggender udtaler:

”Jeg har arbejdet tæt sammen med udenrigsminister Kristian Jensen for at sikre at dette besøg finder sted. Besøget er kulminationen på flere års intenst arbejde fra Selvstyrets side, hvor Grønlands Repræsentation i Washington også har spillet en væsentlig rolle i promoveringen af Grønland overfor beslutningstagere i USA.

Besøget demonstrerer hvor vigtigt det er at være tæt til stede i dialogen med vore nærmeste partnere, og jeg ser meget frem til John Kerry’s besøg hvor forsvarssamarbejdet med USA også vil være et vigtigt emne, som vil blive rejst.”

 

 

For spørgsmål kontakt:

Udenrigsdirektoratet: Kai Holst Andersen, kaoa@nanoq.gl, +299 55 33 31