Tiinannguaq Lyberth blev den heldige vinder af en iPad

Hvorfor flytter man, og hvorfor flytter man ikke? Det var de spørgsmål, som Afdelingen for Landsplanlægning under Finansdepartementet ønskede at få svar på i en voxpop-undersøgelse i maj. Hele 1.600 personer deltog i undersøgelsen, der således må betegnes som en stor succes

Tiinannguaq Lyberth blev den heldige vinder af en iPad, som blev overrakt til hende af Randi Vestergaard Evaldsen, Naalakkersuisoq for Finanser og Råstoffer. Navnet på den heldige vinder blev udtrukket blandt de knap 1.000 personer, der havde oplyst deres navn i Finansdepartementets voxpop-undersøgelse om flytning. Sammenlagt var der næsten hele 1.600 personer, der har besvaret spørgeskemaet.

”Jeg er utrolig glad for den store opbakning, spørgeundersøgelsen har haft. Det viser, at der er en stor og bred interesse om emnet”, siger en glad Randi Vestergaard Evaldsen, Naalakkersuisoq for Finanser og Råstoffer, der betragter det store antal respondenter som en fuldbåren succes.

I dag bor den 38-årige iPad-vinder i Nuuk sammen med sin familie.

Siden barndommen er Tiinannguaq flyttet en del og har derfor boet i mange byer. Hun er født i Qaqortoq og opvokset i Uummannaq. Som voksen har Tiinannguaq også boet i Ittoqqortoormiit, Maniitsoq, Ilulissat og nu i dag i Nuuk.

”Første gang jeg flyttede til Nuuk var i 1993, fordi min familie ønskede, at jeg skulle have bedre skole- og uddannelsesmuligheder. I dag er jeg glad for den beslutning, de tog”, fortæller Tiinannguaq Lyberth og fortsætter:

”Faktisk har jeg boet i Nuuk i flere omgange, og vi flyttede tilbage til hovedstaden i 2013. På det tidspunkt var vi enige om, at det var på tide, at jeg skulle til at videreuddanne mig. Så ved siden af mit arbejde læser jeg nu på den decentrale socialrådgiveruddannelse ved Ilisimatusarfik”.

Vinderen er ikke i tvivl om, at den nye iPad vil blive flittigt brugt i familien. Tiinannguaq har sammen med sin mand tre døtre, hvoraf den ældste lige er blevet konfirmeret.

Faktabox om voxpop-undersøgelsen:

  • 1.590 personer besvarede spørgeundersøgelsen via internet. Det er omkring 2 % af alle bosiddende i Grønland samt i Danmark med tilknytning til Grønland.
  • 53 % kvinder og 47 % mænd svarede.
  • 65,4 % er bosiddende i Grønland, 31,5 % i Danmark og 3,1 % andre steder.
  • Skal danne grundlag for en større undersøgelse til vinter om flytning.

 

Med venlig hilsen

Randi Vestergaard Evaldsen
Naalakkersuisoq for Finanser og Råstoffer

 

For yderligere oplysninger, kontakt Martin Christiansen, på telefon +299 34 56 51 eller e-mail mchr@nanoq.gl.