WHO og sundhedsområdet på tuberkulose mission

Lørdag d. 4. juni rejser et hold af sundhedsprofessionelle anført af WHO til Tasiilaq for at undersøge potentialet for at forbedre forebyggelsen, opsporingen og bekæmpelsen af tuberkulose her i landet.

Holdet består af repræsentanter fra Departementet for Sundhed, Landslægeembedet, og sundhedsvæsenet, Statens Serum Institut, Dansk Lungeforening og Verdens sundhedsorganisationen WHO.

Naalakkersuisoq for Sundhed Doris Jakobsen har taget initiativ til missionen og har inviteret WHO på besøg. Hun udtaler:

-”Tuberkulosesituationen er yderst alvorlig. Vi har fortsat en høj forekomst af tuberkulose, som desværre ikke har ændret sig nævneværdigt de sidste 10 år. Vores nuværende tuberkulosestrategi udløber i år, og det er derfor vigtigt at få eksperternes anbefalinger til den næste strategi, som skal skrives i løbet af efteråret. Jeg ser meget frem til at høre, hvad eksperterne vil anbefale.”

WHO og andre TB eksperter besøgte også Grønland i 2010. Dette udmøntede sig i anbefalinger til TB bekæmpelsen, som blev grundlaget for den aktuelle TB strategi for 2012-2016. Nu er der brug for at vurdere, hvad i denne strategi virker godt og hvad som skal styrkes. 

Holdet skal besøge Tasiilaq, Kulusuk, Nuuk og Rubinminen ved Aappaluttoq. Interesserede kan følge med i gruppens aktiviteter, når WHO dagligt opdaterer forskellige sociale medier, som Twitter og Facebook.

Tuberkulose er en infektionssygdom, som forårsages af den såkaldte tuberkelbakterie. Sygdommen kan behandles med forskellige typer antibiotika. Læs mere om tuberkulose på www.peqqik.gl.

For yderligere oplysninger kontakt sygeplejefaglig konsulent i Landslægeembedet Rikke Bruun de Neergaard på tlf: +299 34 51 89 eller e-mail: rbdn@nanoq.gl.