Formanden for Det Europæiske Råd Donald Tusk

Formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen og Statsminister Lars Løkke Rasmussen byder Formanden for Det Europæiske Råd Donald Tusk velkommen til Grønland

I dagene 17.-18. maj er formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen sammen med statsminister Lars Løkke Rasmussen værter for et besøg af formanden for Det Europæiske Råd Donald Tusk i Grønland.
 
Besøget er arrangeret i fællesskab imellem Danmark og Grønland og viser hvordan Grønland og Arktis står centralt også i forhold til den europæiske dagsorden.
 
Den 18. maj afholdes der møde imellem Donald Tusk, Kim Kielsen og Lars Løkke Rasmussen, hvor der vil blive drøftet klimaforandringer og de udfordringer klimaforandringerne stiller Grønland overfor. På mødet vil der også blive drøftet andre sager i forholdet imellem Grønland og EU, herunder EU’s Arktiske strategi, EU’s sælskindsforbud samt Grønlands udviklingsprioriteter og hvordan EU kan bidrage til opnåelsen af disse. Mødet kommer til at finde sted i Ilimanaq
 
Formanden for Naalakkersuisut udtaler:
 
”Jeg ser frem til at byde Donald Tusk velkommen i Grønland. Vi har et godt samarbejde mellem Danmark og Grønland om at varetage Grønlands interesser i forhold til EU.
 
Jeg er meget tilfreds med, at EU med udgangspunkt i partnerskabsaftalen fra 2015 mellem Grønland, Danmark og EU fortsat vil spille en væsentlig rolle for udviklingen i Grønland i årene fremover.
 
Besøget finder sted på et vigtigt tidspunkt, da EU netop har færdiggjort sin Arktiske strategi. På mødet med Donald Tusk og statsministeren vil jeg orientere om Grønlands udviklingsplaner, og Naalakkersuisuts prioriteringer i forhold til det fremtidige samarbejde med EU.”
 
Partnerskabsaftalen imellem Grønland, Danmark og EU blev underskrevet 19. marts 2015 af Kim Kielsen sammen med den danske statsminister og Europakommissionens formand Jean-Claude Juncker. Fællesdeklarationen udgør rammen om de samarbejdsområder der vil kunne bruges af Grønland med EU, særligt omkring bæredygtig forvaltning af fiskebestande, uddannelse, naturressourcer, arktiske forhold, den sociale sektor, forskning og innovation samt klimaforandringer.
 
For spørgsmål kontakt: Udenrigsdirektoratet: Jacob S. Isbosethsen,jsis@nanoq.gl, +299 55 67 72