Bedre behandling af børn, der udsættes for grov kriminalitet

”Det glæder mig, at et samlet Inatsisartut bakker op om at ændre reglerne for videoafhøring af børn og unge. Tilslutningen til forslaget betyder, at flere børn og unge kan videoafhøres, når de udsættes for grov kriminalitet”, udtaler Naalakkersuisoq for Natur, Miljø og Justitsområdet, Mala Høy Kúko.

Inatsisartut har i dag, mandag den 25. april 2016, behandlet et beslutningsforslag om en udvidelse af de gældende regler om videoafhøring. De nye regler indebærer, at aldersgrænsen for videoafhøring hæves fra 12 år til 15 år. I nogle tilfælde vil unge op til 18 år også kunne blive videoafhørt. Reglerne forventes at kunne træde i kraft snarest muligt efter vedtagelsen i Folketinget.

”Det er Naalakkersuisut’s holdning, at vi har et særligt ansvar for at tage godt hånd om børn og unge. Det gælder ikke mindst, når de udsættes for grove kriminalitetsovertrædelser som vold og seksuelle overgreb. Med en udvidelse af videoafhøringsordningen bliver det muligt at tage særligt hensyn til denne gruppe af udsatte børn og unge. Naalakkersuisut mener, at børn og unge fortjener denne beskyttelse. Derfor er Naalakkersuisut tilfreds med den opbakning, Inatsisartut har givet forslaget”, udtaler Naalakkersuisoq for Natur, Miljø og Justitsområdet, Mala Høy Kúko.

For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Elise Uupi Kuitse, telefon 34 54 14, eller konst. afdelingschef Camilla Østbirk, telefon 34 60 19.