Post via computer og SMS

Borgerne kan nu modtage digital post via computer og SMS

Digitaliseringsstyrelsen lancerer nu en digital postkasse-løsning, NemPost, der er en frivillig ordning, hvor borgere kan tilmelde sig til at modtage digital post via Sullissivik.gl. NemPost-løsningen er en del af vores nationale digitaliseringsstrategi.

Alle myndigheder og virksomheder kan nu sende digitale breve til borgerne ved brug af NemPost. Brevene kan åbnes enten via Sullissivik.gl eller via NemPost-appen på Android og iPhone. Når der er ny post i den digitale postkasse, modtager man en e-mail. Hvis afsenderen vurderer, at det er vigtigt, at du læser brevet, modtager du også en SMS på din telefon. Du kan altså modtage lønsedler, breve fra kommunen og andre vigtige breve direkte i din digitale postkasse – som står åbent for dig 24 timer i døgnet.

Succesfulde test med Halibut Greenland
Igennem de seneste 10 måneder har løsningen været afprøvet i samarbejde med Halibut Greenland. Den har været anvendt til løbende at informere fiskere om hvor meget de har indhandlet via SMS, samt at give vigtige informationer om kvoter og lign.

Løsningen har været en succes for Halibut Greenland, der i hele pilotfasen har afsendt mere end 16.000 beskeder. Man har desuden oplevet nedgang i henvendelser til administrationen, samtidig med at det har været muligt at kommunikere direkte med fabriksarbejdere. Særligt det sidstnævnte har givet Halibut Greenland en større fleksibilitet i forhold til koordinering af arbejdstider og vagter.

”Eksemplet fra Halibut Greenland viser, at det er en win-win-situation for alle parter at anvende NemPost. Det er en effektiv og brugervenlig løsning for alle parter, og jeg ser frem til, at NemPost bliver udbredt i hele samfundet ”, siger en tilfreds Randi Vestergaard Evaldsen, Naalakkersuisoq for Finanser og Råstoffer, der også glæder sig over, at løsningen sparer penge for både den offentlige sektor og virksomheder, da det forenkler deres sagsgange.

Tilmeld dig nu og vær klar
Er du interesseret i at tilmelde dig NemPost-løsningen, kan du allerede gøre det nu. På den måde er du klar, når der udsendes skattekort, lønsedler og andre vigtige breve til dig. Du kan også glæde dig til at modtage dit brev med det samme, uanset om du bor i Nuussuaq, Ittoqqortoormiit, Tasiusaq eller et helt fjerde sted.

For yderlig information kontakt: Pressekoordinator Martin Christiansen Tel.: +299 34 56 51 mail mchr@nanoq.gl