Stort grønlandsk erhvervsfremstød i Seoul

Vittus Qujaukitsoq er den 16. marts 2016 vært ved et større grønlandsk erhvervsfremstød i Seoul. Ved to seminarer sættes fokus på dels grønlandsk seafood, sælskind og turisme og dels investeringspotentialer i Grønland inden for infrastruktur, vandkraft og råstoffer.

Erhvervsfremstødet indledes med en række møder med Sydkoreanske ministerier, konglomerater og potentielle samarbejdspartnere.

Seminaret er arrangeret i samarbejde med Royal Greenland og Polar Seafood, som er Grønlands største eksportører af seafood, og derudover deltager Visit Greenland, Great Greenland, Air Greenland og Albatros China, True North Gems, Ironbark, GME og Hudson Ressources.  Der er allerede nu tilmeldt 100 gæster til hvert seminar – der åbnes med en velkomst at Naalakkersuisut for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel og Udenrigsanliggender.

Ved seminaret sættes der også fokus på promovering af sælskind. Great Greenlands nyeste pelskollektion vil af lokale modeller blive vist ved et modeshow.

Begge seminarer sluttes af en flot tasting event med Royal Greenlands produkter tilberedt af koreanske kokke inspireret af Edda Lyberth som undervejs fortæller om grønlandske madtraditioner.

Vittus Qujaukitsoq udtaler: ”Fra Sydkoreansk side har der i lang tid været udtrykt ønske om en opfølgning på det seneste besøg fra Grønland i 2012. Dels er der en stor stigning i antallet af sydkoreanske turister der besøger Norden, og dels er der i Seoul mange meget store industrikonglomerater der kan være potentielle aftagere for de mange mineralske råstoffer fra Grønland.

I november 2016 planlægges erhvervsfremstød i Kina. Her vil der dels blive arrangeret en grønlandsevent i forbindelse med den store fiskerimesse i Qingdao, og dels et event med fokus på turisme, mode og kultur i Beijing. Interesserede virksomheder kan allerede nu henvende sig til Departement for Erhverv, Arbejdsmarked og Handel hvis der er interesse for at deltage. De endelige datoer og programudkast vil være klart ultimo juni 2016.

 

For yderligere informationer kontakt:

Ministersekretær Nauja Møller på mobil +299 54 41 42