Pas på dig selv – brug kondom

Der bliver sat fokus på sikker sex, når kampagnen ”Pas på dig selv – brug kondom” lanceres i uge 6 i hele landet og på Facebook. Budskabet er klart: Sex er godt, og hvis du bruger kondom, er du godt beskyttet mod både kønssygdomme og uønsket graviditet.

Kampagnen er en ekstraordinær indsats for seksuel sundhed, som er blevet til i et samarbejde mellem den frivillige organisation SexInuk, Landslægeembedet og Departementet for Sundhed.

-”Jeg er rigtig glad for samarbejdet med SexInuk, hvor det primært er sygeplejestuderende, som underviser og rådgiver unge om sikker sex. Jeg tror, at det er rigtig vigtigt, at det er de unge selv, der kommer med budskabet om at huske kondomet. Vi forældre kan støtte op om kampagnen ved at tale åbent med vores unge om, hvor vigtigt det er at beskytte sig med kondom,” siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Doris Jakobsen, og fortsætter:

- ”Baggrunden for den ekstraordinære indsats er jo desværre det alarmerende høje antal kønssygdomme, og ikke mindst den seneste bekymrende udvikling, hvor der er fundet HIV-smitte hos unge. Med denne kampagne sætter vi seksuel sundhed på dagsordenen, med det klare mål at få flere unge til at beskytte sig med kondom.”

-”Samarbejdet med Landslægeembedet og Departementet for Sundhed gør det muligt for os at nå virkelig bredt ud med vores budskab om, hvor vigtigt og naturligt det er at beskytte sig med kondom. Vi vil gerne gøre en forskel, og hjælpe andre unge til at passe på sig selv, når de har sex. Det vil vi blandt andet gøre ved at sikre, at de unge har nem adgang til kondomer, for eksempel når de er i byen,” siger Lisa Ivalu Lind fra SexInuk

Det er blandt andet på den baggrund, at taxakunder i Nuuk, Sisimiut og Ilulissat snart vil kunne opleve kampagnen og få udleveret gratis kondomer.

Der vil også være reklamer i bybusserne, og der er sendt plakater, foldere, t-shirts og kondomer ud til de kommunale forebyggelseskonsulenter og til sundhedsvæsenet, som vil hjælpe med at få materialet udbredt lokalt. SexInuk er også ved at få produceret tv-spots om at huske kondomet, som vil blive udsendt senere på foråret.

Der er stor støtte og opbakning til det gode formål, og det ses blandt andet ved at flere virksomheder har givet rabat på produktion og eksponering af materialet. I Sisimiut og Ilulissat støtter taxaselskaberne kampagnen ved at køre med SexInuks materiale helt uden beregning.

Du kan læse mere om kampagnen og deltage i konkurrencer om sikker sex på SexInuks Facebookside: facebook.com/sexinukgl

For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Rosa Thorsen på mobil: +299 55 33 03 eller e-mail: rosat@nanoq.gl eller Tupaarnaq Evaldsen fra SexInuk på mobil: +299 28 56 27 eller e-mail: sexinukgl@gmail.com