Jakobsen til Temakonference

Doris Jakobsen deltager i Vestnordisk Råds Temakonference 2016

Naalakkersuisoq for Sundhed og Nordisk Samarbejde Doris Jakobsen, deltog i dagene 30.-31. januar 2016 i Vestnordisk Råds Temakonference ”Demokrati i Vestnorden” i Grindavík i Island.

Doris Jakobsen holdt et oplæg om landenes muligheder for samarbejde på flere områder. 

- Vores samhandel og økonomiske samarbejde skal styrkes. Vi skal handle mere sammen, og der skal samarbejdes endnu mere konkret indenfor erhvervsområdet, udtalte Doris Jakobsen og opfordrede til forsættelse af samarbejdet. 

- Lad os fortsætte de gode samarbejder på de områder, hvor vi kan finde fælles løsninger, sagde Naalakkersuisoq for Nordisk Samarbejde. 

Islands fiskeri- og landbrugsminister, Sigurdur Ingi Jóhannson, holdt ligeledes et oplæg, hvor han fremhævede Grønlands muligheder for at udvikle fiskerieksport ved hjælp fra Islands erfaringer. Island har gennem flere år haft gode erfaringer med at flyve frisk fisk til andre lande, hvilket giver en højere pris. Den islandske fiskeriminister fremhævede også, at Grønland, Færøerne og Island kan opnå større indflydelse ved at stå sammen og dermed styre Nordatlanten, hvilket også vil give mere indflydelse overfor stormagter. 

Den færøske transportminister Henrik Old udtrykte i sit oplæg skepsis overfor off-shore olieboringer ved Nordøstgrønland, da man ikke har det fornødne beredskab i tilfælde af ulykker. 

Naalakkersuisoq Doris Jakobsen udtaler afsluttende om temakonferencen: 

- Jeg er rigtig glad for, at jeg fik muligheden for at deltage og holde oplæg til dette års temakonference. Jeg har selv, som parlamentariker, været medlem af Vestnordisk Råd, så det er altid dejligt, når vi samles som vestnordiske venner og diskuterer samarbejdsmuligheder, sagde Doris Jakobsen.

Fra venstre: Henrik Old, transportminister, Færøerne, Sigurdur Ingi Jóhannson, fiskeri- og landbrugsminister, Island samt Doris Jakobsen, Naalakkersuisoq for Sundhed og Nordisk Samarbejde.



For yderligere information kontakt ministersekretær Rosa Thorsen, +299 55 33 03 rosat@nanoq.gl.