Vacciner ankommer til Saqqaq og Qeqertaq

Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland, VFMG, og Qaasuitsup Kommunia har i dag, fredag aftalt, at vaccine for hundesyge bliver fløjet til Saqqaq i løbet af eftermiddagen, fredag, den 29. januar og til Qeqertaq i morgen, lørdag, den 30. januar.

Dyrlægen i Ilulissat har instrueret kommunens ansvarlige om iværksættelse af forebyggende smittetiltag og detaljerede procedurer vedrørende vaccinationer af alle hunde i Qeqertaq og Saqqaq.

Før vaccinationen kan gives til hundene, skal alle syge hunde isoleres og aflives. Løsgående hunde skal bindes/indhegnes og hundeholdene holdes hver for sig. Løsgående hunde, uden ejer, vil blive aflivet.

Vaccinationen vil foregå på følgende måde: kommunens hundeinspektør, i de respektive bygder, har ansvaret for opbevaring og uddeling af vaccinerne til alle hundeejerne. Hundeinspektørerne vil instruere hver enkelt hundeejer i hvordan vaccinen skal håndteres og sprøjtes i hundene.

Hundeinspektørerne kan ikke selv injicere vaccinen, da risikoen for smittespredning mellem hundene er for stor. Det skal pointeres, at borgere ikke selv kan hente vacciner.

Myndigheden gør opmærksom på, at der går tre uger før vaccinen giver beskyttelse mod sygdom og derfor anbefales, at alle raske og ikke vaccinerede hunde vaccineres hurtigst muligt.

 

Kontaktperson: Óluva Niclasen, afdelingschef, Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland. Mail: uumasut@nanoq.gl