Fokus på ”Børn og kost” i 2016

Savner du inspiration til, hvordan du og din familie kan spise sundere? Så tag godt i mod indsatsåret for kost, og lad det være begyndelsen til nye, sundere vaner for hele familien.

2016 er udnævnt til indsatsår for kost i folkesundhedsprogrammet Inuuneritta II. Det vi spiser har stor betydning for vores sundhed og velbefindende, og de sunde vaner grundlægges bedst i barndommen. Under overskriften ”Børn og kost” vil der i løbet af året vil blive sat ekstra fokus på vores kost med en række tiltag, der især retter sig mod familierne og direkte mod børn.

-”I 2016 vil vi sætte fokus på glæden ved at tilberede og spise lækker og sund mad sammen. Vi vil gerne udbrede viden om, hvordan man tilbereder sund mad med de råvarer, som er tilgængelige her i landet, og her vil vi især sætte fokus på fisk, som en fantastisk råvare,” siger Naalakkersuisoq Doris Jakobsen, og fortsætter:

-”Jeg håber, at indsatsåret kan være med til at inspirere familierne til at gøre det sunde valg til det naturlige valg, og til at sætte sund kost på dagsordenen derhjemme. Mad er ikke bare vigtigt brændstof til krop og hjerne, men er også en stor del af vores sociale liv. Den grønlandske madkultur har altid været forbundet med et stærkt socialt fællesskab. Det er en vigtig arv, som vi bør give videre til vores børn.”

Kostårets indsatser tager udgangspunkt i Ernærings- og Motionsrådets anbefalinger om kost: ”De 10 kostråd”, som vil få et ansigtsløft. Der vil også være fokus på samarbejdet på tværs af sektorer om at udarbejde mad- og måltidspolitikker til børn med et særligt fokus på førskoleområdet.

Børnene kan også se frem til en konkurrence om at komponere den bedste opskrift på en lækker børnevenlig ret. Senere på året planlægges udarbejdelsen af en børnekogebog, og igangsættelsen af et pilotprojekt med ”Madskoler for børn”. Desuden er det planen, at opdatere og genoptrykke det populære hæfte ”Mad til små børn 0-3 år”.

Læs mere om Inuuneritta II og målene på kostområdet på www.peqqik.gl

 

For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Rosa Thorsen på mobil: +299 55 33 03 eller e-mail: rosat@nanoq.gl