Børn skal have bedre rettigheder gennem lovgivningen

I Sermitsiaq tirsdag den 5. januar kritiserer Aqqaluaq B. Egede Naalakkersuisut for ikke at vise konkret handling på børne- og ungeområdet. Særligt peger IA’eren på, at Naalakkersuisut ikke har fået vedtaget en ny børne- og ungelov.

”Jeg undrer mig over kritikken fra IA’s næstformand. Hvis han har fulgt med, vil han vide, at Naalakkersuisut ad to omgange har arbejdet på at fremsætte forslag til en ny børne- og ungelov, men at forslaget har måttet trækkes tilbage på grund af valg til Inatsisartut. Senest nåede Familieudvalget ikke at afgive betænkning inden valget til Inatsisartut i 2014”, udtaler naalakkersuisoq for sociale anliggender, Martha Lund Olsen.

Martha Lund Olsen fortæller videre, at hun vil prioritere at fremsætte forslag til en ny børne- og ungelov i indeværende valgperiode. Først vil hun dog ovenpå den seneste tids massive debat om forholdene for udsatte børn og unge holde møder med kommunerne med henblik på at sikre, at en ny lov bedst muligt bidrager til at forbedre effektivitet og service på børne- og ungeområdet i kommunerne.

 

For yderligere information kan kontaktes: Ministersekretær Hanne Nielsen Tlf. 34 69 49, E-mail: hani@nanoq.gl