Fiskerilicenser 2016

Hellefiskefisker

Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug udsteder i disse dage fiskerilicenser for 2016 og vil i den forbindelse meddele følgende:

Jollelicenser

Alle jollelicenser til fiskeri efter hellefisk, torsk og krabber for 2015 er forlænget således at de også er gældende for 2016.

Kystnære fartøjer

Fartøjer over 6 meter, der fisker hellefisk i forvaltningsområderne Upernavik, Uummannaq og Disko, vil få udstedt en fiskerilicens med tilhørende årskvotemeddelelse i januar måned. Licenserne for 2015 er derfor gældende til den 31. januar 2016 og således kan fiskeriet fortsætte efter den 31. december 2015.

Licenser til kystnært fiskeri med fartøjer over 6 meter efter hellefisk udenfor forvaltningsområderne Upernavik, Uummannaq og Disko samt til kystnært fiskeri efter torsk sendes ud i disse dage, og således kan fiskeriet fortsætte, når 2016 starter.

Licenser til fiskeri efter krabber udstedes i disse dage.

Havgående fartøjer

Naalakkersuisut godkendte i går fordelingen af de havgående kvoter. Licenser til det havgående fiskeri for 2016 sendes ud til selskaberne i dag.

Kontaktperson Jóhanna Lava Køtlum, kontorchef, Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug. Mail: jool@nanoq.gl