Vinderne af Ujarassiorit 2015 er nu fundet!

Petra Bidstup fra Kullorsuaq vinder dette års 1. præmie i Ujarassiorit-konkurrencen og modtager 55.000 skattefrie kroner.

Hun har fundet en massiv sulfidmalm ved udkanten af Kullorsuit-bygden nord for Upernavik. Analyser af prøven viser, at sulfidmalmen indeholder zink på 1,1 %, som giver en ny viden om zinkholdige mineraler i området. Muligheden for zink-forekomster i den nordlige del af Vestgrønland undersøges i et fælles projekt mellem Selvstyret og GEUS, der er startet i sommer 2015 og forsætter i 2016. Zink anvendes især til rustbeskyttelse og fremstilling af elektriske batterier.

Årets 2. præmie på 25.000 skattefrie kroner går til Peter Filemonsen fra Sisimiut, som har fundet en massiv sulfidmalm med forhøjet indhold af nikkel (0,2 %) og kobolt samt platin-gruppe metaller i let forhøjede mængder. Prøven er fundet i nærheden af Sisimiut i og fundet tyder på, at det vil være muligt at finde lignende malme i området.

Der gives to 3. præmier på 10.000 skattefrie kroner hver:

  • Den ene 3. præmie gives til Jonathan Davidsen fra Qeqertarsuatsiaat, som har indsendt en stenprøve bestående af en grøn amazonit, der kan udnyttes som smykkesten.
  • Den anden 3. præmie går til Enok Skade fra Ukkusissat, der har fundet to kvartsrige sten fra Nuliarfik på Karrat Ø, nord for Uummannaq med forhøjede indhold af platin (0,2 gram per tons) og palladium (0,04 gram per tons).

Der uddeles fire 4. præmier på hver 5.000 skattefrie kroner:

  • En prøve af faststående fjeld fra den nordøstlige del af Ammalortoq Ø nord for Nanortalik med et guld-indhold på 0,2 gram per tons. Den indsendte prøve er fundet af Kristian Isaksen fra Alluitsup paa.
  • Et fund fra Qatsissuarsuk i Kangerlussuaq med forhøjet indhold af kobber (0,5 %) samt palladium (0,4 gram per tons). Finderen er Godmann Filemonsen fra Sisimiut.
  • En sulfidrig prøve fra Savissivik-egnen med lighed til båndet jernmalm. Prøven indeholder jern 21,4 % og kobber (0,1 %). Prøven er fundet af Qaerngâq Nielsen fra Savissivik.
  • En magnetit-jernmalm fra Søndre Isortoq ved Maniitsoq med et jernindhold på over 50 %. Finderen er Iver Lyberth fra Maniitsoq. 

Den landsdækkende mineraljagt Ujarassiorit er for alle med bopæl i Grønland. Folk kan fra samtlige posthuse portofrit indsende fundne stenprøver til nærmere geologisk undersøgelse. Yderligere informationer om mineraljagten findes på hjemmesiden www.ujarassiorit.gl.

Ujarassiorit administreres og finansieres af Råstofdepartementet. Vinderne får præmier fra følgende fonde og selskaber:

GrønlandsBankens Erhvervsfond har bidraget med 40.000 kroner til den samlede præminesum.

 

Hudson Resources Inc., Ironbark Zinc Ltd. og North American Nickel Inc. har hver bidraget med 10.000 kroner til den samlede præmiesum.

 

For information vedrørende Ujarassiorit og vinderne, kontakt  geolog Jonas Petersen på telefon +299 346549 eller e-mail jpet@nanoq.gl

 

                                                                                                                     

 

Med venlig hilsen

Jonas Petersen (Råstofdepartementet)  

direkte 346549

jpet@nanoq.gl