Portalen for Whistleblower-ordningen er klar

Vittus Qujaukitsoq

I foråret besluttede Naalakkersuisut at indføre en whistleblower-ordning i Selvstyret, som omfatter centraladministrationen og de underliggende enheder. Nu er portalen for whistleblowerordningen klar. Derudover er ordningens retningslinjer beskrevet i detaljer, hvordan medarbejderne konkret skal agere, hvis de formoder, at der sker handlinger i deres organisation, der strider mod lovgivningen.

”Det er et væsentligt skridt i den rigtige retning for gennemsigtigheden i Selvstyret, at vi har fået lavet portalen og fået udarbejdet en manual, så medarbejderne helt præcis ved, hvordan de skal forholde sig, hvis de ønsker at anmelde en mulig ulovlig handling”, siger en tilfreds Vittus Qujaukitsoq, Naalakkersuisoq for Finanser, Råstoffer og Udenrigsanliggender og understreger, at enhver henvendelse til portalen kan ske under fuld anonymitet.

Økonomi- og Personalestyrelsen, der har det administrative ansvar for whistleblower-ordningen, vil i den kommende tid igangsætte initiativer, der skal oplyse om brugen af portalen til Selvstyrets medarbejdere, herunder hvornår det er relevant at bruge whistleblowerordningen.

Yderligere information: Kontakt pressekoordinator Martin Christiansen, mobil: 221533