Kommentar til artikler i AG om mediestøtte

Mediehuset SermitsiaqAG

Kommentar til artikler i AG i dag om udbetaling af mediestøtte til Sermitsiaq.AG

Det fremgår af to artikler og en lederartikel i AG i dag, at redaktionen er kommet i besiddelse af et internt arbejdsdokument fra Formandens Departement om lovligheden af en beslutning, hvor det daværende Naalakkersuisut i 2014 afslog at udbetale mediestøtte til mediehuset Sermitsiaq.AG.

Til dette har jeg få bemærkninger, som ikke har at gøre med den politiske side af sagen, men alene vedrører hvordan redaktionen tager en intern mail i Formandens Departement ”under kærlig behandling” i avisen.

Allerførst og for en god ordens skyld: Jeg har intet grundlag for at betvivle kvaliteten af de bemærkninger, overvejelser og konklusioner, der indgår i Lovafdelingens interne juridiske vurdering. Jeg er derfor ikke enig i redaktionens negative bedømmelse af Lovafdelingens vurdering.

Ligeledes er det for mig at se ganske legitimt, at en ansat i et internt arbejdsdokument skriver i en fri og uformel stil. Det gør ikke kvaliteten af dokumentets overvejelser og konklusioner ringere.

Der skal med andre ord være lejlighed til, i den offentlige forvaltning såvel som andre steder, at man indadtil kan kommunikere frit og i en personlig stil. Det beskrives af den danske Offentlighedskommission som et væsentligt princip i offentlighedsloven, man skal holde fast ved:

Formålet med at undtage interne arbejdsdokumenter er at beskytte de forskellige stadier af den interne beslutningsproces mod offentliggørelse, samt at give de offentligt ansatte adgang til på en fri og formløs måde at foretage deres overvejelser og udføre det forberedende arbejde uden at skulle arbejde under presset af en offentliggørelse af mere foreløbige overvejelser.

Formandens Departement har tidligere afslået at give AG aktindsigt i det pågældende dokument, helt i overensstemmelse med offentlighedslovens hensigt. Det bør derfor respekteres, at man skal undgå at medvirke til en situation, hvor enkelte ansatte eller afdelinger ”hænges til tørre” i medierne, når vedkommende i virkeligheden blot har passet sit arbejde ordentligt og samvittighedsfuldt.

Derfor finder jeg det beklageligt, at det i dette tilfælde ikke har været muligt at håndhæve princippet om at beskytte de ansatte mod, at interne dokumenter bliver offentliggjort og gjort til genstand for offentlig debat.

Jeg har ikke mere at føje til de omtalte avisartikler. Der er redegjort for den saglige side af sagen i de besvarelser, Naalakkersuisut har haft til § 37 spørgsmål om udbetaling af mediestøtte til Sermitsiaq.AG sidste år.

Søren Hald Møller