Attentater i Paris

Der har fredag aften været flere uafhængige samtidige angreb på forlystelsessteder i og omkring Paris. Internationale medier har rapporteret at mindst 140 mennesker menes at være blevet dræbt og at der herudover er et stort antal af sårede.

Skyderier og bombeangreb er tilsyneladende koordineret. Frankrigs beredskab var allerede inden angrebet i alarmberedskab forud for det globale klimatopmøde som starter i Paris senere i denne måned. Hidtil har ingen gruppe påtaget sig ansvaret for angrebene. Her til aften har Frankrigs Præsident Hollande erklæret Frankrig i undtagelsestilstand.

Vittus Qujaukitsoq udtaler:

"Jeg er rystet over nyhederne fra Frankrig. De angreb som finder sted i aften er uhyrlige og fuldstændig uforståelige.

Under sådanne ekstraordinært voldsomme begivenheder, er det vigtigt at vi bakker op om et samfund som det franske og de uskyldige mennesker som er ramt af angreb.

Vi håber i Naalakkersuisut inderligt, at de af vores landsmænd, der opholder sig i Paris, er sluppet fri af disse forfærdelige begivenheder og at deres familie har vished om, at de er trygge og uskadte."

Grønlændere i Paris rådes til, ved akut behov at kontakte det danske udenrigsministeries globale vagtcenter på + 45 33 92 11 12 / bbb@um.dk.


For yderligere information kontakt: Udenrigsdirektør Kai Holst Andersen, +299 55 33 31.