Doris Jakobsen deltager i møde i Reykjavik

Doris i Island

Naalakkersuisoq Doris Jakobsen deltog tirsdag i de nordiske samarbejdsministres møde i Reykjavik. Mødet blev afholdt i forbindelse med Nordisk Råds session.

Samarbejdsministrene besluttede at fortsætte udviklingen af det nordiske samarbejde, således at det er tilpasset de aktuelle samarbejdsønsker fra landene. Blandt de emner der blev nævnt er samarbejde om turismeudvikling, infrastruktur og IT – udvikling og anvendelse.

”Grønland er aktiv på en lang række af de eksisterende samarbejdsområder, men vi ser gerne at det nordiske turistsamarbejde kommer op på den politiske dagsordnen og får en skarpere profil.
Vi er i år blevet deltagere i det danske formandskabsprojekt om turister fra Kina og Fjernøsten, og vi starter næste år det store fælles nordiske brandingprojekt, som skal være basis for vores fælles markedsføring,” udtaler Naalakkersuisoq Doris Jakobsen.

”Vi tog i vores ministerkreds udgangspunkt i samarbejdsministrenes fælles vision fra 2014, hvor det synlige og udadvendte norden har en stor plads. For os er en øget fokus på turismesamarbejdet vigtigt, fordi vi på den måde kan understøtte vores egen turismeudvikling med ideer og inspiration fra det nordiske samarbejde, og kan bidrage med vores erfaringer i det fælles projekt”, siger Doris Jakobsen.

Der blev også lejlighed til at nævne den åbning af Hallo Norden som fandt sted i Nuuk i sidste uge, og det blev fra grønlandsk side understreget, at man må forvente at dette arbejde skal styrkes i de kommende år.

For yderligere information: seniorrådgiver Jørgen Søndergaard, +45 40 34 31 23 el. ministersekretær Rosa Thorsen, +299 55 33 03