Flere år i skolen betyder færre rygere

De veluddannede ryger markant mindre end folk, der har gået få år i skole, og den forskel i livsstil er forøget i løbet af de sidste to årtier. Det viser den seneste befolkningsundersøgelse.

Folks livsstil og dermed sundhed hænger nøje sammen med uddannelse og velstand. Det er en af de helt klare tendenser, der fremgår af den befolkningsundersøgelse, som Departement for Sundhed offentliggør i dag. Klarest er tendensen, når det gælder rygning, men også misbrug af alkohol og hash er markant højere i den dårligst stillede del af befolkningen.

-”I forhold til det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde betyder det, at det er vigtigt at målrette de forebyggende og sundhedsfremmende tiltag og indsatser mod den del af befolkningen, der har de største problemer med rygning og rusmidler”, siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Doris Jakobsen og fortsætter:

”Samtidig er det tydeligt, at vi er nødt til at samarbejde på tværs for at mindske den voksende ulighed i sundhed. Her er vi nødt til at se på befolkningens levevilkår: er der adgang til sunde boliger? Hvordan er befolkningens muligheder og forudsætninger for at tage en uddannelse? Er der arbejde at få? Kort sagt, er de nødvendige forudsætninger til stede for at befolkningen kan leve et sundt og godt liv?”

Social ulighed i rygning
Hvis vi alene ser på de helbredsmæssige konsekvenser, er rygning uden sammenligning Grønlands største folkesundhedsproblem. Rygning er årsag til mange sygdomme, tidlig død og mistede gode leveår.

Hele 67% af de personer som ingen uddannelse har er rygere. Anderledes ser det ud blandt de personer som har en mellemlang eller lang uddannelse, her ryger 44% af mændene og 47% af kvinderne.

Rygning aftager altså markant med uddannelsesniveauet, og i løbet af de seneste 20 år er forskellen i rygevaner vokset. I 1993 var der langt flere rygere blandt de veluddannede. I dag har de lagt tobakken bag sig, men folk uden en uddannelse er blevet ved med at ryge.

Departementet for Sundhed arbejder på en handleplan for forebyggelse af rygning, som forventes færdiggjort ved udgangen af 2015.

For yderligere oplysninger kontakt Medlem af Naalakkersuisut for Sundhed Doris Jakobsen via Ministersekretær Rosa Thorsen på telefon +299 55 33 03 eller e-mail rosat@nanoq.gl

Figur.