Affaldskampagne

Qujanaq-sangen genlyder i Østgrønland Julie Berthelsen synger igen i år sangen »Qujanaq« med budskabet om en renere natur og byer i hele Grønland

Mala Høy Kúko, Naalakkersisoq for natur, miljø og justitsområdet, var torsdag morgen på hjemmebane i Tasiilaq, da han sammen med 7. x på skolen »Tasiilami Alivarpi«, valgte at hoppe højt for at markere en ny omgang af kampagnen, som skal give hele Grønland en renere natur og renere byer. Kampagnen blev lanceret sidste år, og nu skal vi igen mindes om at bruge skraldespanden.

– Jeg har lagt mærke til, at flere er begyndt at benytte skraldespandene og at folk samler deres affald, når de er ude i naturen. Det er godt, og den udvikling skal fortsætte, siger Mala Høy Kúko.
7. x i Tasiilaq kender Julie Berthelsens sang »Qujanaq«, og deres holdning er klar: Vi skal holde naturen ren.

Der er i år mulighed for at vinde 10.000,- i konkurrencen om hvem der har den bedste idé til at få et renere miljø. Den konkurrence foregår på Facebook-siden »Qujanaq«.

– Sammen skal vi passe godt på vores land, lyder det fra Mala Høy Kúko. 

For yderligere oplysning kontakt Mette Skarregaard Pedersen, Toqq: +299 52 98 44, e-email: mesp@nanoq.gl