Rettigheder skal respekteres

Formand for Inuit Ataqatigiit Sara Olsvig kritiserer Naalakkersuisut i gårsdagens nyheder i Nuuk TV, for at forhale offentliggørelsen af advokatundersøgelsen om selvstyrets interne håndtering af basekontraktudbuddet vedrørende Pituffik, Thule Air Base.
Formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen vil i stedet gøre opmærksom på vigtigheden af at respektere rettighederne for både de personer der er blevet udspurgt i undersøgelsen og de rent grønlandsksprogede medlemmer af Inatsisartut:
”Advokatredegørelsen har først skulle i høring hos de personer, der er blevet interviewet til undersøgelsen. De har rettigheder som alle andre mennesker. Disse rettigheder skal respekteres.
Ligeledes skal vi respektere de rent grønlandsksprogede medlemmer af Inatsisartut. Advokatredegørelsen skal først oversættes til grønlandsk, og da den er på over 200 sider tager dette tid.
Høring og oversættelse tager tid.
De sikkerheds- og udenrigspolitiske aspekter i advokatundersøgelsen skal også vurderes før rapporten kan blive offentliggjort. Det ved Inuit Ataqatigiit også, og har før udtrykt forståelse for dette.
Naalakkersuisut vil ikke haste offentliggørelsen af redegørelsen for at tilfredsstille den del af Inatsisartut, der er gode til dansk og derved tilsidesætte de udelukkende grønlandsksprogede medlemmer. IA ønsker vel ikke at ændre på de sproglige arbejdsgange i Inatsisartut?
Det er således ikke for at være usamarbejdsvillig eller for at være lukket, at Naalakkersuisut ikke har offentliggjort redegørelsen endnu. Vi ønsker åbenhed og samarbejde, som vi også giver udtryk for i koalitionsaftalen. Vi skal dog også respektere rettigheder, sprogforholdene her i landet, samt de sikkerheds- og udenrigspolitiske aspekter i denne sag.”

For yderligere oplysninger, kontakt informationschef Paornánguaq Kleist på telefon +299 34 50 00 eller e-mail paok@nanoq.gl.