Vi kan være stolte af vores grønne energi

Naalakkersuisoq for Natur, Miljø og Justitsområdet Mala Høy Kúko og Energi-, Forsynings- og Klimaminister Lars Christian Lilleholt besøgte Qorlortorsuaq vandkraftværk.

I dag kunne de to energiministre ved selvsyn fornemme den energi, som vand gemmer. Det imponerende syn af Qorlortorsuaq vandkraftværk var en god anledning til at drøfte spørgsmål om energi og klima.

”Vandkraft er en vigtig del af Grønlands energiforsyning. Qorlortorsuaq vandkraftværk producerer masser af energi uden brug af importeret olie og uden at belaste klimaet. Det kan vi være stolte over, og derfor er jeg også glad for at kunne vise anlægget frem til den danske minister”, forklarer Naalakkersuisoq for Natur, Miljø og Justitsområdet Mala Høy Kúko.

"Energi og klima er de centrale emner, vi har drøftet under Lars Christian Lilleholts besøg i Grønland i denne uge. Den danske minister har haft mulighed for at se, hvordan det store potentiale for vandkraft udnyttes her i landet, og mulighederne for at fremme produktionen og anvendelsen af grøn energi yderligere er blevet drøftet”, fortsætter Naalakkersuisoq Mala Høy Kúko.

De to ministre har også haft fokus på forandringerne af klimaet. Grønland og Danmark har mange fælles forskningsaktiviteter i Grønland, som er med til at give en bedre forståelse for, hvad der vil ske med klimaet i fremtiden. Ministrene har bl.a. besøgt klimaforskningsstation Nuuk Basic i Kobberfjorden.

Nuuk Basic er et godt eksempel på, hvordan Grønland og Danmark i samarbejde leverer vigtige bidrag til forskningen i den globale opvarmning og dens konsekvenser for naturen og samfundet i Arktis.  

”Klimaforskningen i Arktis tiltrækker sig i disse år stigende interesse internationalt, og det grønlandsk-danske samarbejde herom stiller Rigsfælleskabet i en international førerposition på området”, fremhæver Mala Høy Kúko.

 

For yderligere oplysninger kontakt konst. kontorchef Karen Anne Arleth på mobil +299 55 15 85 eller ministersekretær Elise Uupi Kuitse på mobil +299 55 19 14.