Sundhedsvæsenet har brug for uddannet sundhedspersonale

Vestnordisk Råd holder årsmøde i Runavik på Færøerne. Fra Naalakkersuisut deltager Naalakkersuisoq for Sundhed og Nordisk samarbejde Doris Jakobsen og havde onsdag formiddag et indlæg om blandt andet vestnordisk samarbejde på sundhedsområdet. Naalakkersuisoq nævnte den akutte mangel på sundhedspersonale i hele Grønland.

Selvom Grønland har en overordnet samarbejdsaftale med Landspitali i Island er aftalen endnu ikke blevet udmøntet i konkrete behandlingstilbud, nævnte Doris Jakobsen. Men hun håber på, at behandlingsmulighederne snart vil blive realiseret.

Vestnordisk Råd har i 2013 opfordret medlemmerne til at samarbejde om uddannelse og udveksling af sundhedspersonale og i dag har Grønland mere end nogensinde brug for disse tiltag.

-Grønland står i en situation, hvor det er vanskeligt at tiltrække læger og andet sundhedsfagligt personale, så det er en meget aktuel problemstilling, understregede Doris Jakobsen overfor Vestnordisk Råd.
I mange byer og bygder i Grønland mangles der fagpersonale, der kan løfte de sundhedsfaglige opgaver, understregede Doris Jakobsen i den efterfølgende paneldiskussion.

-Målet er at kunne styrke sundhedstilbuddene i byer og bygder, som er udfordret pga. mangel på fagpersonale. Et eksempel kunne være at styrke det palliative tilbud til borgere i bygderne, påpegede Doris Jakobsen.

For yderligere informationer kontakt ministersekretær Rosa Thorsen på e-mail: rosat@nanoq.gl eller tlf. +299553303