Advokatredegørelsen om Pituffik afleveret

Formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, og Naalakkersuisoq for Erhverv, Handel, Arbejdsmarked og Udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, har modtaget advokatredegørelsen om selvstyrets deltagelse i behandling af sagen om udbud af basekontrakten vedrørende Pituffik, som de på vegne af Naalakkersuisut bestilte hos advokat Ole Spiermann ved et kommissorium af 13. februar 2015.

Formanden for Naalakkersuisut ledsager Regentparret på deres rundrejse i Grønland, som forventes at slutte den 23. juli 2015, og Naalakkersuisoq for Erhverv, Handel og Arbejdsmarked samt Udenrigsanliggender er i øjeblikket på ferie.

Formanden for Naalakkersuisut og Naalakkersuisoq for Erhverv, Handel, Arbejdsmarked og Udenrigsanliggender vil efter en orientering af Naalakkersuisut træffe afgørelse om, hvad der i givet fald skal foretages på grundlag af udredningens konklusioner og anbefalinger.

Lovafdelingen, den 13. juli 2015

Kim Blokbo
Retschef