Fokus på børn og unges misbrug af hash

-”Selvom anledningen er sørgelig, er jeg glad for, at der kommer fokus på børn og unges misbrug af hash”, siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Doris Jakobsen. ”Jeg er meget opmærksom på problemet, som er i fokus i den kommende Nationale handleplan for forebyggelse af hash.”

Handleplanen, som endnu er under udarbejdelse, indeholder forslag til indsatser, der skal forebygge hashmisbrug. Nogle indsatser er allerede er iværksat, andre skal iværksættes.

-”Fremadrettet vil jeg arbejde for, at der bliver udviklet tilbud og indsatser som tidlig opsporing, rådgivende samtaler ved mistanke om hashmisbrug, og støtteindsatser til børn og unge der lever i misbrugsfamilier. Vi har også fokus på at forbedre behandlingen af misbrug gennem vores nye ”Forslag til national plan for fremtidens misbrugsbehandling,” siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Doris Jakobsen.

- ”Der skal være et tilbud til alle med misbrug. Det gælder også børn og unge. Det vil jeg arbejde for at gøre til virkelighed”, siger Doris Jakobsen og fortsætter: ”Jeg har to redegørelser på vej. En redegørelse om et lovende forsøgsprojekt for familier med misbrug, og en økonomisk redegørelse for, hvad misbrug koster det grønlandske samfund. Begge redegørelser viser, hvor skadeligt misbrug er både for den enkelte familie og for samfundet. Jeg håber derfor, at de vil give anledning til debat”.

Vi skal hjælpe børn og unge til at sige nej til tobak, hash og alkohol. Det er baggrunden for, at vi sidste år i samarbejde med Det Kriminalpræventive Råd, PiSiu, udgav nyt informationsmateriale om virkninger og konsekvenser ved brugen af rusmidler. Materialet er henvendt til forældre og unge, og det kan bruges i undervisningen.

Det er afgørende for børn og unges adfærd, at vi voksne har en fælles holdning til børn og unges adgang til og brug af rusmidler og tobak. Derfor har vi udgivet vejledninger i, hvordan man udarbejder en rusmiddelpolitik henvendt til forældre, skolebestyrelser, lærere, og ledere på folkeskoler og ungdomsuddannelser.

En ny kampagne med overskriften: ”Omfavn ungdommen” sætter fokus på voksnes ansvar og mulighed for at støtte børn og unge i en sund livsstil. Det overordnede mål med kampagnen er at forebygge den tidlige debut med tobak, alkohol og hash blandt børn og unge.

For yderligere oplysninger kontakt sundhedsfaglig konsulent Lisa Christiansen på telefon: +299 34 66 50 eller e-mail: lich@nanoq.gl eller lægefaglig konsulent Birgit Niclasen på telefon: +299346607 eller e-mail: bivn@nanoq.gl