Mala Høy Kúko åbner klimatopmøde

Naalakkersuisoq for Natur, Miljø og Justitsområdet Mala Høy Kúko åbner klimatopmøde

Naalakkersuisoq for Natur, Miljø og Justitsområdet, Mala Høy Kúko, åbnede i går, d. 2. juni, det stort anlagte international klimamøde ”Ilulissat Climate Days 2015”, hvor mere end 180 deltagere er samlet for at udveksle den seneste viden om ændringerne i de grønlandske ismasser.

”Som ressortansvarlig Naalakkersuisoq for klimaområdet, er jeg rigtig glad for at være her i dag og opleve så mange engagerede folk samle sig om et vigtigt emne; nemlig klimaforandringerne, og hvad de betyder for vores samfund, vores hverdag og vores fremtid”, udtalte Naalakkersuisoq Mala Høy Kúko blandt andet under åbningstalen.

Naalakkersuisoq gav udtryk for, at han anser mødets fokus på klimaændringernes betydning for vores samfund og vores dagligdag, for meget vigtig: ”Klimaændringerne stiller vores unikke arktiske natur over for nye og mere radikale ændringer. Men klimaforandringerne fører også nye muligheder med sig, og i nogle tilfælde er det muligt at vende udfordringerne til muligheder”. Som eksempel nævnte Naalakkersuisoq blandt andet skibsfarten, hvor ny ruter bliver muliggjort af længere isfri perioder. Og landbruget i Sydgrønland, hvor forholdene for at dyrke grøntsager er blevet gunstigere.

Klimamødet ”Ilulissat Climate Days 2015” varer frem til d. 5. juni.

For yderligere information, kontakt Konstitueret Kontorchef, Karen Anne Arleth, knar@nanoq.gl, 55 15 85.