Uddeling af Miljø- og Naturpris 2015

Pressemeddelelse om uddeling af Miljø- og Naturpris 2015.

Naalakkersuisoq Mala Høy Kúko uddelte i dag Miljø- og Naturprisen 2015 til to vindere, nemlig Avanersuup Atuarfia i Qaanaaq og 9.A fra Atuarfik Hans Lynge i Nuuk.

Repræsentanter fra Atuarfik Hans Lynge var inviteret til prisoverrækkelsen, som fandt sted i Nuuk, og både skolebørn, forældre, lærere samt skoleinspektøren deltog.

Fra Avanersuup Atuarfia i Qaanaaq deltog børn og lærere, som var samlet på skolen til en lille sammenkomst i anledning af prisoverrækkelsen, via video.  

”Motivationen for at tildele skolebørn og deres lærere i Qaanaaq Miljø- og Naturprisen 2015 er, at de har haft succes med at engagere deres medborgere i at indsamle bortkastede aluminiumsdåser og sende disse til en skrothandler i Danmark – det er med til at holde byen ren og pæn og en god måde at arbejde sammen om at passe på miljøet” udtalte Naalakkersuisoq Mala Høy Kúko i forbindelse med overrækkelsen.

Begrundelsen for at tildele børnene fra 9. A på Atuarfik Hans Lynge prisen er, at de har gjort en stor indsats for at være med i et internationalt projekt, som giver dem større forståelse for lokale og internationale miljømæssige problemer. Børnene har i maj måned været i Malaysia til en miljøkonference. Rejsen har klassen selv har samlet ind til gennem fondsansøgninger og andre aktiviteter. Klassen planlægger at producere en dokumentarfilm om deres erfaringer, som efterfølgende kan udgives til undervisningsbrug.

”Både Avanersuup Atuarfia og Atuarfik Hans Lynge er gode eksempler på, hvordan samarbejde på tværs af klasser og fag kan skabe positive resultater for skolerne, i nærmiljøet og i forhold til internationale relationer. Jeg håber, andre skoler vil lade sig inspirere af de gode ideer og eksempler, som vi fejrer i dag”, sagde Naalakkersuisoq for Natur, Miljø og Justitsområdet Mala Høy Kúko under sin tale til skolerne og pressen.

Selvstyrets Miljø- og Naturpris tildeles årligt til borgere, der gør en særlig indsats for vores miljø og natur. I år var der et særligt fokus på skolernes indsats.

Avanersuup Atuarfia og 9.A fra Atuarfik Hans Lynge modtog hver et pengebeløb på 25.000 kr.

Se billedserien fra uddelingen.

 

 

For yderligere oplysninger, kontakt:  Ministersekretær Elise Kuitse, tlf.nr. 551914