Naalakkersusisoq Mala Høy Kúko deltager i internationalt energiministermøde

Mala Høy Kuko

Mala Høy Kúko, Naalakkersuisoq for Natur, Miljø og Justitsområdet, deltog tirsdag og onsdag i et energiministermøde i Bruxelles med ministerkolleger fra de såkaldte oversøiske lande og territorier (OLT). En ambitiøs hensigtserklæring om udvikling af grøn energi i OLT-landende blev i den forbindelse underskrevet af energiministrene.

”Grønland har investeret massivt i grøn energi. Omkring 60 procent af vores elektricitet kommer fra grøn energi. Det gør os mindre afhængige af importeret olie, og det er godt for klimaet og for miljøet” udtaler Naalakkersuisoq Mala Høy Kúko fra Bruxelles, hvor han netop har underskrevet en ambitiøs hensigtserklæring om udvikling af grøn energi i OLT-landene.

Underoverskriften for mødet var ”Tiltag for grøn energi – fra troperne til polerne”. De 22 OLT-lande strækker sig fra Stillehavet til Det Karibiske Hav, og fra Sydatlanten til Nordatlanten. OLT-landene har det til fælles, at de har forholdsvis lave befolkningstal, at de er ø’er, og at de har en forbindelse til et af EU’s medlemslande.

Det danske medlem af Europa Parlamentet, Morten Helveg-Petersen, åbnede mødet med en reference til det tætte forhold og samarbejde med Grønland og understregede vigtigheden af OLT-landenes samarbejde og innovative tilgang til energisamarbejde.

”Selvom Grønland, som er det eneste arktiske land i OLT-samarbejdet, på væsentlige punkter er forskelligt fra de andre OLT-lande, er samarbejdet alligevel interessant for Grønland. Vi deler en række udfordringer indenfor udnyttelsen af grøn energi, såsom energilagring, så vi kan lære meget af hinanden” siger Naalakkersuisoq om samarbejdet.

OLT-landene vil blandt andet arbejde sammen om at blive bedre til både at udnytte samt at udvikle grøn energi. Den hensigtserklæring, som energiministermødet resultererede i, viser vejen frem mod et stærkere samarbejde om udvikling af grøn energi i OLT-landene.

Naalakkersuisut prioriterer forsat grøn energi. Fokus er især på vandkraft, men andre former for grøn energi bliver også undersøgt.


For yderligere information kontakt Konstitueret kontorchef Karen Anne Arleth, knar@nanoq.gl / +45 3030 7254 eller Ministersekretær Elise Uupi Kuitse på eukl@nanoq.gl / +45 5115 0323