NAKUUSA og børnene fortsætter i endnu fem år

Det femårige samarbejdsprojekt mellem Naalakkersuisut og UNICEF Danmark, NAKUUSA, hvis overordnede formål er at forbedre børns vilkår og rettigheder i Grønland, primært gennem holdningsbearbejdelse, er blevet forlænget i endnu fem år frem til udgangen af 2020.

Naalakkersuioq for Familie, Ligestilling og Sociale Anliggende samt Sundhed Martha Lund Olsen og Nivi Olsen, Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke og Bestyrelsesformand i UNICEF Danmark, Alfred Josefsen, var i onsdags værter ved en kaffemik i kulturhuset Katuaq, hvor Nuuks indbyggere var inviteret til at fejre forlængelsen af projektet NAKUUSA.

NAKUUSA har haft fart på siden oprettelse af projektet tilbage i 2011, og stort set hele befolkningen kender projektets kampagnearbejde som bl.a. ”Suli anaanamik, suli ataatamik!” NAKUUSA har siden 2011 arbejdet intensivt med at give børn og unge en stemme i samfundet, bl.a. gennem NAKUUSAs Børnepanel, Meeqqat Isummersorfiat.

Aki-Mathilda Høegh-Dam, der har deltaget i projektet siden oprettelsen i 2011, udtaler:

”Jeg er SÅ glad for at NAKUUSA fortsætter fem år mere.  Det har betydet så meget for mig personligt at være med, men jeg kan også se at vores aktiviteter rundt omkring i landet, har været med til at sprede budskaberne om børns rettigheder.  Vi børn har fået en stemme gennem projektet, og det er så vigtigt for hele vores fremtid her i Grønland.”  

NAKUUSA har haft holdningsarbejde som hovedaktivitet i de sidste knap fem år i form af nationale oplysnings- og kampagneindsatser, hvor børn og unge har deltaget fra start til slut. Indsatserne har nået imponerende 92 % af befolkningen, ligesom en Gallup-undersøgelse viser, at kendskabet til børns rettigheder blandt grønlandske skolebørn er steget fra 23 % til 38 % på en blot femårig periode.

I de næste fem år frem mod 2020 vil projektet, blandt andet gennem et tæt samarbejde med alle landets kommuner og især skoler, skabe en unik grønlandsk model for børns inddragelse i det fortsatte arbejde.

Ny NAKUUSA-aftale

Tidligere NAKUUSA-aftale

 

For yderligere oplysninger kontakt programleder Arnavaraq Jørgensen, ajoergensen@unicef.dk, mobil +45 3028 1895 eller projektleder Najaaraq Møller, moln@nanoq.gl, mobil +299 53 92 03.