Borgermøder er startet

Borgermøder om Hudson Resources mineprojekt ved Qaqortorsuaq er startet

Naalakkersuisoq for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel og udenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoq og Naalakkersuisoq for Natur, Miljø og Justitsområdet Mala Høy Kúko samt Borgmester Herman Berthelsen har sammen med Hudson Resources afholdt borgermøder i Kangaamiut og Maniitsoq vedrørende selskabets ansøgning om at udnytte mineralet anorthosit ved Qaqortorsuaq.

 

Mineprojektet vil i driftsfasen beskæftige knapt 60 medarbejdere, og skønnes af selskabet at indbringe omkring 200 mio. Kr. i skatteindtægter over 20 år.

 

Formålet med møderne er at høre borgernes spørgsmål, kommentarer og forslag til projektet.

 

Borgernes spørgsmål fokuserede især på miljøforhold, krav til lokalt arbejdskraft og størst mulig fordel for samfundet. Men det entydige besked fra begge møder var, at borgerne ønskede projektet igangsat hurtigst muligt.

 

”Vi har brug for arbejdspladser”, siger de.

 

Vittus Qujaukitsoq udtaler i forlængelse af møderne: ”Jeg er meget glad for det store fremmøde ved møderne, og ikke mindst de mange spørgsmål og forslag til hvordan projektet kan gennemføres på en måde, som gavner den grønlandske befolkning mest muligt.”

Selvstyrets informationsafdeling har skrevet referat fra møderne, således at det kan sikres at de mange input kan indgå som en del af den offentlige høringsproces. Referaterne vil snarest blive offentliggjort på www.naalakkersuisut.gl.

Borgermøderne fortsætter i de kommende dage i Itilleq, Kangerlussuaq, Sarfannguit og Sisimiut.

 

For nærmere information kontakt informationschef Paornánguaq Kleist på mobil +299 559424 eller e-mail paok@nanoq.gl.