Grønland har fået en ny Børnetalsmand

Aviâja Egede Lynge er af Naalakkersuisut blevet udpeget som Grønlands ny Børnetalsmand. Aviâja Egede Lynge skal sidde som Børnetalsmand for en tre-årig periode i henhold til Inatsisartutlov nr. 11 af 22. november 2011 om Børnetalsmand og Børneråd. Aviâja Egede Lynge ansættes per 1. juni 2015.

Aviâja Egede Lynge afløser Aaja Chemnitz Larsen der var Grønlands første Børnetalsmand. Aaja sad som Børnetalsmand i perioden marts 2012- marts 2015.

Børnetalsmanden arbejder for at fremme børn og unges rettigheder og interesser, og rådgive børn om disse. Børnetalsmanden vejleder børn om deres klageadgang, samt sikrer at de bliver hørt i sager der vedrører dem.

Børnetalsmanden har ret til at udtale sig frit om forhold, der vedrører Børnetalsmandens arbejdsområde. Børnetalsmanden kan undersøge og udtale sig om forhold af egen drift eller efter henvendelse fra andre. Børnetalsmanden er endvidere formand for Børnerådet. Børnetalsmanden er børnenes stemme og advokat for børnenes rettigheder.

Børnetalsmanden er chef for den politisk uafhængige børnerettighedsinstitution MIO – Meeqqat Inuusuttullu Oqaloqatigiinnittarfiat/ Stedet hvor børn og unge kan tale med én.

"Jeg er glad for at have fået stillingen som Børnetalsmand. Det er vigtigt for mig, at børn bliver set og hørt. Ethvert barn har ret til at være sig selv – og vi har plads til alle børn uanset hvem de er”, udtaler Aviâja Egede Lynge i sin første officielle udtalelse som Grønlands nye Børnetalsmand.