Besparelser på sundhedsområdet

Martha Lund Olsen Sundhedsområdet er blevet pålagt en årlig besparelse på 15 millioner kr. i årene 2015-2018 i forslaget til finansloven. Især forslaget om at flytte lægestillingerne i tre byer har givet anledning til debat.

Jeg har bedt sundhedsvæsenet om selv at pege på, hvor der mest realistisk kan spares. Forslaget om at flytte de faste lægestillinger i bl.a.Qaanaaq, og Ittoqqortoormiit udgør en mindre del af sundhedsvæsenets forslag til, hvor der kan spares.

Det er vigtigt for mig at slå to ting fast, dels at de fremsatte forslag til besparelser ikke er ultimative og derfor til drøftelse, og dels at der ikke er lagt op til nedlæggelse af lægestillinger.  Lægestillingerne i bl.a. Qaanaaq og Ittoqqortoormiit  foreslås flyttes til nærmeste regionssygehus, hvorfra de pågældende byer vil blive betjent.

Hvis forslaget bliver vedtaget bliver de tre byer ikke uden lægebetjening. I stedet for en fast læge, som i dag typisk sikres gennem vikaransættelser, lægges der op til at opnormere til med yderligere en sygeplejerske i de pågældende byer, med tilhørende lægebesøg fra regionssygehuset en uge hver måned. Desuden vil lægen altid være tilgængelig via telemedicinske konsultationer, hvor borgerne/patienterne kan komme i direkte kontakt med lægen, og lægen kan gennemføre de nødvendige undersøgelser ved at instruere den tilstedeværende sygeplejerske.

Det er også vigtigt for mig at fremhæve, at flytningen af lægestillinger i de nævnte byer tidligst vil ske i 2017. Naalakkersuisut lægger vægt på, at kommunen og befolkningen bliver grundigt orienteret, inddraget og får et passende varsel, inden der sker ændringer  i det lokale sundhedstilbud.

En anden meget vigtig pointe er, at flytningen af lægestillinger ikke kun er begrundet i økonomi, men også tiltagende vanskeligheder med at rekruttere læger til stillingerne. Første gang dette blev fremført var i forbindelse med de politiske drøftelser m sundhedsreformen i 2010. Derfor er den fremtidige sundhedsbetjening i de mindre byer en nødvendig diskussion, som vi bliver nødt til at tage uanset de aktuelle besparelser. 

Jeg kan godt forstå, at forslaget, som det er blevet fremlagt i medierne kan skabe utryghed, og jeg er interesseret i at indgå i politiske drøftelser om spørgsmålet og finde alternative besparelsesforslag. Men igen problemstillingen med at skaffe det nødvendige og fagligt kvalificerede personale vil fortsat være en udfordring for sundhedsvæsenet, som vi er nødt til at forholde os til.


For yderligere oplysninger kontakt Naalakkersuisoq for Sundhed Martha Lund Olsen via Ministersekretær Lea Holm på +299 346605 eller e-mail leah@nanoq.gl.