Andreas Uldums tale til Jess G. Berthelsen

Billede af det Grønlandske flag

Andreas Uldums Tale til SIK formanden Jess G. Berthelsens 25 års jubilæum

Kære Jess G. Berthelsen,

Tillykke med dit 25 års jubilæum som formand for Grønlands største fagforening. Anskuer man dit jubilæum i et historisk øjemed kan man sige, at dine 25 år i den grad er historisk. Sammenlægger man dine 25 år med dine tre forgængere på posten, ja, så har du siddet knap ti gange længere end dem til sammen. Det er særdeles imponerende. Også i en grønlandsk sammenhæng kan jeg ikke komme i tanke om en person, der har siddet på en formandspost i så lang tid. Man skal faktisk helt over til Kina for at finde en person, der har haft en formandsperiode, som er længere end din, nemlig formand Mao.

Når man har sagt SIK, har man også sagt Jess G. Berthelsen. Som formand for de ufaglærte og faglærte har du altid forsvaret dine medlemmers interesser med næb og klør, men altid med en interesse i, at der skal findes en løsning, som begge parter kan leve med. Derudover har du altid været god til at finde nye løsninger, når tingene spidser til, så man kunne komme videre i forhandlingerne. Og ikke mindst evnen til at komme med forslag, der løser morgendagens udfordringer. Det vil jeg gerne på vegne af Naalakkersuisut kvittere for, at du har formået på en god måde. Tak.

I et samfund som vores, er det vigtigt med parter, der har klare holdninger til tingene, men også er klar til at indgå et kompromis. Uden denne positive tilgang til tingene får vi ikke forandret vores fælles samfund til det bedre.

Det er ikke kun dine medlemmers interesse, der ligger dig på sinde. Indretningen af vores samfund deltager du også med et altid stort engagement, selvfølgelig med et klart fokus på dine medlemmers interesser, men du evner også at anskue det i et større samfundsmæssig perspektiv. Der er lige fra det sociale område til fiskeri, sprog og uddannelser. Og så har jeg med garanti glemt et område eller to, hvor samfundsdebatten har hørt din klare røst.

Med andre ord: Du har i den grad formået at tegne SIK udadtil, eller sagt i et mere moderne managementsprog. Du har brandet SIK i en sådan grad, at SIK er blevet en væsentlig aktør, når politikken i vores samfund bliver fastlagt. 

I en tid, hvor der tales om, at forbindelsen mellem eliten og folket er for langt, er du en sjælden undtagelse. Der er ingen, som er i tvivl om, hvad du mener, når du udtaler. Det er befriende. Ikke mindst når du tør at stå på mål for synspunkter, der deler vandene i vores samfund. Her tænker jeg blandt andet på dine holdninger om uran ved Kvanefjeldet i Narsaq. Det er positivt. Hvis et samfund skal udvikle sig, forudsætter det, at man tør at tænke nyt – og stå ved det.

Siden min begyndende interesse for politik, har du altid været en uadskillelig del af den grønlandske samfundsudvikling. Som født i det år, hvor vi fik Hjemmestyre, var jeg 11 år, da du blev formand. Og med den energi du lægger for dagen, forventer jeg, at du tager 25 år mere. Og på den måde vil du også blive en uadskillelig del af grønlandsk politik for mine to døtre. 

Som bekendt er du også klar til at udsætte dig selv for ofre for at få sine ideer gennemført. Hvem husker ikke din sætning om, at du hellere vil ”skide i en spand” end fortsætte med at modtage bloktilskud fra Danmark. I den sammenhæng beklager jeg, at jeg står og tripper, mens jeg holder talen. Men hvor er ”spanden” henne?

På vegne af Naalakkersuisut vil jeg gerne endnu en gang ønske dig tillykke med dit flotte jubilæum.

Med venlig hilsen

Anda Uldum