Svar til Aaja og Juliane

I pressen kan man læse, at Aaja Chemnitz Larsen og Juliane Henningsen mener, at sundhedsområdet bliver nedprioriteret, fordi jeg har været nødt til at flytte et orienterings møde med Familie- og Sundhedsudvalget.

-”Jeg synes, at Aaja og Juliane skyder over målet, når de siger, at jeg nedprioriterer sundhedsområdet, fordi jeg har været nødt til at rykke datoen for et orienteringsmøde med udvalget, som jeg i øvrigt selv har indkaldt til”, siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Martha Lund Olsen og fortsætter:

-”Den ene gang jeg har været nød til at  rykke mødet har været grundet en uopsættelig privat aftale, og en  samtidig hasteindkaldelse til samråd af Finansudvalget, et møde jeg var nødt til at prioritere. Flere medlemmer af Familie og Sundhedsudvalget er også repræsentanter i Finansudvalget, hvorfor de heller ikke kunne prioritere det planlagte orienteringsmøde.”

-”Nu holder vi det aftalte orienteringsmøde på fredag, og der har jeg tænkt mig at gentage, at jeg er rigtig glad for at have fået ansvaret for sundhedsområdet under Doris’ orlov. Jeg ser det fortsat som en stor fordel og ikke som et problem, at jeg midlertidigt er blevet ansvarlig for både sundhedsområdet og det sociale område.”

I den kommende tid fremlægger Naalakkersuisut en plan for fremtidens misbrugsbehandlingstilbud, som vedrører såvel sundhedsområdet som det sociale område og hvor tæt samarbejde og koordinering er helt nødvendig.  Ældreområdet er et andet område hvor snitfladerne er tætte og hvor samlede løsninger er målet.

For yderligere oplysninger kontakt Naalakkersuisoq for Sundhed Martha Lund Olsen via Ministersekretær Lea Holm på +299 346605 eller e-mail leah@nanoq.gl