Anda Uldums budskab på Arctic Technologic Conference

“Fra 2014 til 2018 er det muligt at søge en efterforskningslicen i følgende områder: Baffin-bugten, Davis strædet, Jameson Land, Disko og Nuussuaq-halvøen, Sydgrønland og Sydvestgrønland”.

Det var Naalakkersuisoq for Råstoffer, Anda Uldums opfordring til oliebranchens aktører til Arctic Technologic Conference (ATC), der var samlet i Bella Center i København i perioden fra den 23. til 25. marts. Han var inviteret til konferencen som en af åbningstalerne.

I talen understregede han også vigtigheden af, at enhver olieaktivitet er forbundet med store krav til sundhed og miljø:

”Vi anerkender risikoen med olieaktiviterne i arktisk egne, og vi er vores ansvar bevidst. Derfor følger vi de højeste standarder inden for sundhed, sikkerhed og miljø”.

I forlængelse af dette vil vi i år offentliggøre en opdatering af vores retningslinjer for offshore efterforskningsboringer og fastsætte de tekniske og driftsmæssige krav. De vil være på linje med den praksis, der praktiserers i den arktiske region, ifølge Naalakkersuisoq for Råstoffer.

”Vi skal huske på, at de arktiske egne er beboede med mennesker. Derfor er det vigtigt, at udviklingen sker på en bæredygtig måde”, slutter Anda Uldum.

Det er fjerde gang ATC afholdes, og det er første gang, at konferencen foregår i Europa. Der var 800 tilmeldte, og hovedparten af de fremmødte kom fra USA og Canada.

Af Anda Uldum, Naalakkersuisoq for Råstoffer (Demokraterne)

 

Yderligere information:

Pressekoordinator Martin Christiansen, mobil: 221533

Konst. Departementschef, Jørgen Hammeken-Holm, mobil: 552466