Medlemmer af Naalakkersuisut hentede styrke og glæde i Paamiut

Formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen tog til Paamiut onsdag, for at indlede en planlagt række af besøg og borgermøder i byer og bygder, som formand for Naalakkersuisut.

Kim Kielsen rejste sammen med Naalakkersuisoq for Boliger, Byggeri og Infrastruktur Knud Kristiansen og Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst og Landbrug Karl-Kristian Kruse. De brugte ankomstdagen i Paamiut til at besøge folkeskolen Atuarfik Tuiisaq, Skipperskolen, Alderdomshjemmet, hjemmet for psykisk handicappede Palleq, Royal Greenlands fabrik og byens fiskere og fangere. Byens borgere fik ad den vej mulighed for at hilse på de tre medlemmer af Naalakkersuisut på mere uformelt plan.

Om aftenen inviterede Siumut lokafdeling i Paamiut til kaffe, hvor Kim Kielsen var æresgæsten.

”Det har været vigtigt for mig at starte mine besøg til kystens byer i min hjemby Paamiut. Det er her jeg henter styrke til mit politiske arbejde”, sagde Kim Kielsen i sin tale til borgermødet dagen efter.

Borgermødet i byens forsamlingshus Taqqissuut torsdag aften, hvor Kim Kielsen, Knud Kristiansen og Karl-Kristian Kruse hver fremlagde deres planer, var velbesøgt. Aftenens spørgsmål drejede sig især om sanering af byens tomme boligblokke, fiskeriet og havneforhold.

Fredag brugte Kim Kielsen til at besøge Mittarfeqarfiit, Nukissiorfiit og A/S Boligselskabet INI, og holde løbekonkurrence for byens børn.

Billedserie fra Paamiut.

 

For yderligere oplysninger kontakt Formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen via hans ministersekretær Kirsten Enequist på mobil +299 583754 eller e-mail: kien@nanoq.gl.