Vi har brug for al den viden vi kan få

Nivi Olsen

Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Forskning, og Kirke vil sikre, at kandidater og ph.d-studerende fra Ilisimatusarfik fremover får bedre muligheder for at dele deres tilegnede viden med administrationen, erhvervslivet og offentligheden.

Samfundet bruger mange penge på at uddanne befolkningen. Det er derfor vigtigt, at den viden, som de studerende tilegner sig i forbindelse med deres specialer og ph.d-afhandlinger bliver delt med alle relevante parter.

”Jeg bliver så ærgerlig over, at meget af den værdifulde viden som de studerende på Ilisimatusarfik tilegner sig aldrig bliver delt. Og jeg er sikker på, at de studerende har det på samme måde. Når man har ydet en god indsats, så vil man da gerne dele den med andre. I dag er det desværre sådan, at al den viden som en studerende tilegner sig i forbindelse med sit speciale eller sin ph.d-afhandling stort set udelukkende bliver brugt til at gå til eksamen,” forklarer Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke Nivi Olsen og fortsætter med en personlig erfaring:

”Jeg blev selv kandidat fra Ilisimatusarfik den 1. april 2014. Jeg ville gerne dele min viden med befolkningen og skrev derfor til Sermitsiaq. Avisen vendte aldrig tilbage, før for få dage siden efter jeg er blevet minister. Det frustrerede mig en del, men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers havde af muligheder for at få delt min viden uden nødvendigvis at være politiker.”

Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke vil nu sikre, at andre studerende ikke kommer til at stå i samme situation som hende.

”Alle studerende, der har udarbejdet et speciale eller en ph.d.-afhandling, som har en tilknytning til mine ressortområder, skal vide, at jeg vil blive rigtig glad, hvis de har lyst til at fremlægge deres viden og resultater for mig og mine embedsfolk, så vi kan bruge deres viden i vores arbejde. Jeg anser en sådan ordning som en win-win situation. De studerende får delt deres viden, og departementet får værdifulde oplysninger,” siger Nivi Olsen og supplerer:

”For at sikrer at viden og forskningen ikke helt er forældet, er jeg meget interesseret i at specialer eller afhandlinger skal være højst 3 år gamle. Så hvis der sidder nogen derude og brænder inde med vigtig viden, så hører jeg meget gerne fra dem uanset om de netop har bestået deres eksamen eller om de for et par år siden man har gjort sin uddannelse færdigt.”

Hun opfordrer sine kolleger i Naalakkersuisut, erhvervslivet og organisationerne til at give det samme tilbud til de studerende.

”Vi er kun 56.000 mennesker i vort land, og alene af den grund er det supervigtigt, at vi bliver bedre til at dele vores viden på kryds og tværs. Her mener jeg, at mit lille initiativ her er en rigtig god begyndelse,” slutter Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke.

 

 

For nærmere information kan ministersekretær Jens-Frederik Nielsen kontaktes, ved Departementet for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke:

Toqq/direkte 345702

jfni@nanoq.gl