Pituffik: Naalakkersuisut har ikke ”tabt servicekontrakten på gulvet”

Som opfølgning på et samråd i går om basevedligeholdelseskontraktudbuddet på Pituffik i Inatsisartut’s Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg med indkaldelse af formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen og Naalakkersuisoq med ansvar for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel og Udenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoq, har IA i går i en pressemeddelelse konkluderet at ”Naalakkersuisut har tabt servicekontrakten på gulvet”.

Det skal fra Naalakkersuisuts side understreges, at IA’s vurdering og konklusion, som de nu har meldt ud til offentligheden, intet grundlag har i det reelle udbudsforløb, som blev afsluttet den 31. oktober, med at USA meddelte offentligheden, at de havde valgt at tildele servicekontrakten på Thule Air Base til Exelis Services, som er et fuldt ud amerikansk ejet datterselskab.

Naalakkersuisoq med ansvar for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel og Udenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoq udtaler:

”IA taler mod bedre vidende i denne sag. Naalakkersuisut, som efter valget har konstitueret sig i december, har som det første prioriteret at følge op på amerikanernes udmelding. Det er derfor sagen er blevet rejst i sidste uge med den danske statsminister og udenrigsminister, for at Danmark og Grønland i fællesskab kan komme til bunds i sagen overfor de amerikanske myndigheder. Sagen blev herefter drøftet – i koordination med den danske udenrigsminister – med USA’s ambassadør i Danmark.

Der er en fælles forståelse imellem den danske og grønlandske regering, og i øvrigt også de øvrige virksomheder som alle har klaget over USA’s afgørelse, om at USA’s udbudsresultat ikke er i overensstemmelse med reglerne for udbuddet.  Dette er under behandling ved en amerikansk klageinstans. Klageinstansen er ligesom det amerikanske forsvars udbudsinstans, en amerikansk myndighed.

At sige at Naalakkersuisut ”har tabt servicekontrakten” er derfor useriøst, og uigennemtænkt i forhold til det forløb som Grønland i tæt samarbejde med Danmark skal igennem for at varetage Grønlands interesser overfor USA i denne sag.”

Formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen udtaler:

”Naalakkersuisut prioriterer et tæt samarbejde med oppositionen i Inatsisartut – også i denne sag - men det kræver at oppositionen også er opgaven voksen.

Først og fremmest har Naalakkersuisut opfordret til at vi står sammen om denne sag. Det er særligt vigtigt i forholdet til andre lande, hvor partipolitiken bør træde i baggrunden. Der skal samarbejdes i Grønland for at opnå resultater udadtil, og det nytter ikke noget hvis der fra IA’s side ikke er vilje til at have en konstruktiv dialog i Inatsisartut’s udvalg over de kommende fire år.

Vi vil samarbejde, til Grønlands bedste.

Især i sagen om basekontraktvedligeholdelsen på Pituffik.”