Offentlige høringer, information og data


Se video om offentlige høringer i VVM-processen


Læs om offentlige høringer i VVM-processen

Der er to lovpligtige høringsperioder i VVM-processen.

Det starter med en offentlig forhøring på 35 dage af projektet som fastsat i råstoflovens § 87 a-d.

Efter forhøring og selskabets baggrundsundersøgelser, laver selskabet udkast til en VVM-redegørelse. Den skal overholde Naalakkersuisuts retningslinjer på området. Når de er overholdt, kan den lovpligtige offentlige høring af selve VVM-redegørelsen starte.

Offentlige forhøringer og høringer ligger på Naalakkersuisuts høringsportal, som du finder her.

Retningslinjerne finder du her.


Åbne informationer og data

De fleste miljødata på råstofområdet er gjort offentlig tilgængelige i rapporter. Har du spørgsmål til informationerne kontakter du eamra@nanoq.gl.

Fortrolighed af miljødata

Visse rådata kan være pålagt restriktioner og fortrolighed i en tidsbegrænset periode. Et råstofselskab kan for eksempel have rettigheder til visse typer af indrapporterede data i en bestemt periode. Forskere har rettigheder til at publicere egne data i videnskabelig sammenhæng, før de bliver fuldt offentligt tilgængelige.

Du kan finde en liste over alle tilladelser på www.govmin.gl og se dem på licenskortet samme sted. Du kan finde hele tilladelsesteksten for udnyttelsestilladelser på Naalakkersuisuts hjemmeside https://naalakkersuisut.gl/da/Publications


Aktindsigtsbegæringer

Miljøstyrelsen for Råstofområdet behandler løbende anmodninger om aktindsigt efter Landstingslov nr. 9 af 13. juni 1994 om offentlighed i forvaltningen med senere ændringer dertil (offentlighedsloven). Alle grønlandske love finder du på http://lovgivning.gl/

Fakta om aktindsigt i VVM-redegørelser

VVM-redegørelse er for alle aktiviteter med væsentlig virkning på miljøet. Det bliver typisk aktuelt, når et råstofselskab ønsker at bevæge sig fra efterforskning til udnyttelse.

Arbejdet med en VVM –redegørelse i forbindelse med et mineprojekt, som ønsker at gå videre til ansøgning om en udnyttelsestilladelse, er et længerevarende forløb. Typisk over flere år.

Enhver kan undervejs efter offentlighedsloven søge om aktindsigt i alle dokumenter, der er tilgået myndigheden. Naalakkersuisut afgjorde endeligt den 18. Oktober 2017, at det også omfatter udkast til dokumenter sendt til myndighederne. Det gælder også, selvom udkastene er ufærdige, ikke er godkendte, og kan være mangelfulde på flere områder. For eksempel ufærdige udkast til VVM-redegørelser.

Udlevering af dokumenterne ved aktindsigtsanmodninger betyder ikke, at den offentlige høring er startet. Den offentlige høring starter først, når udkastet til en VVM-redegørelse overholder råstoflovens krav og gældende retningslinjer.